Misforståede fritidsinteresser del 2

Et emne på DailyRush.dk forummet inspirerede mig til at lave et nyt indlæg på min blog. Det omtalte emne handler om Mixed-Martial-Arts (MMA) - af nogle mennesker bedre kendt som Ultimate Fighting. Grunden til at jeg blev inspireret til at lave dette indlæg om sporten er, at mange mennesker har fordomme om MMA. Det viser emnet på DailyRush med al sin tydelighed.

Først og fremmest kender mange kun sporten fra omtalen som Ultimate Fighting fik i midten af 90'erne hvor sporten mest af alt var hanekamp der involverede mennesker. Ultimate Fighting er en lidt forkert betegnelse for sporten, eftersom Ultimate Fighting Championship (UFC) som blev berygtet i den periode, kun er en af mange organisationer der præsenterer MMA. Der er sket meget siden da og sporten har fået en masse regler der skal sikre de involverede parters sikkerhed. Disse regelændringer der nu har gjort sporten stueren. Så selvom det stadig er en voldsom sport, så er den ikke så "hardcore" som den var i sin barndom. Det har desuden også betydet at sporten er kommet ud i stuerne til den amerikanske befolkning og er blevet helt vanvittig populær. UFC præsenterer sporten på deres store månedlige shows (Pay-Per-Views) samt på kabel-tv gennem deres Ultimate Fight Nights og reality-showet The Ultimate Fighter.

Sporten er som sagt både rå og blodig. Men jeg mener at den har fået et uretfærdigt dårligt ry. Med alle disse omtalte regler kan man ikke længere betegne det som en hanekamp. Forholdene under kampene er meget kontrollerede for at sikre fighternes sikkerhed. Den store kontrol med sikkerheden har også betydet at man kun har oplevet meget få dødsfald i forbindelse med sporten. Selv har jeg kun hørt om to dødsfald. I det ene tilfælde var det en person der døde under et stævne i Ukraine der ikke var sanktioneret - dvs. det var i bund og grund et ulovligt stævne. Fighteren der døde var en amerikaner der var bandlyst fra at kæmpe i både USA og Japan eftersom han havde brud på kraniet.

Jeg har efterhånden fulgt sporten i 4-5 år og synes det er fantastisk underholdende. Hvis man kan lide kampsport eller boksning så skylder man sig selv at give MMA en chance. For selvom det ikke længere officielt betegnes som Ultimate Fighting så er det, for mit vedkommende, lige nøjagtig hvad det er - den ultimative form for kampsport.

Tid til at genoplive bloggen

Specialet er afleveret og jeg er (næsten) færdig med universitet. Der mangler et lille hængeparti, men det håber jeg kan oveståes nemt. Pga. specialet har der været langt mellem indlæggene de sidste par måneder, så nu må det være tid til at få gang i bloggen igen.

Problemet er bare at jeg ikke aner hvad jeg skal skrive om. Jeg er faktisk HELT blank. I månederne inden jeg gik rigtig intenst ind i specialeskrivningen, var der gode ideer til blogindlæg hele tiden, men lige nu er jeg helt blank. Gad vide om det center i hjernen hvor mine blogindlæg blev skabt er kortsluttet?

Måske skulle jeg finde et tema så jeg ikke bare skrive om løst og fast fremover og forhåbentlig have nemmere ved at finde på indlæg? Måske skulle det handle om musik? eller tv? Det kunne også være film eller spil? Eller måske skulle jeg lade mine harme regne ned over aktuelle begivenheder? Nej, jeg tror bare jeg skriver om hvad jeg har lyst til og lader mig ikke begrænse af emnerne :-) Med det sagt så vil jeg afslutte dette indlæg og jeg håber der snart kommer et nyt fra min hånd.

En blog... om MIG?!

JA! Der er faktisk lavet en blog i min ære og jeg er meget stolt. Okay måske ikke kun om mig. Nu har jeg været et par dage om at skrive det her indlæg, så siden da er der kommet et par indlæg om andre emner. Men bloggen hedder rent faktisk Support til Bo (og det er jo altid rart at få) og første indlæg i bloggen handler om.. ja.. lille mig.

Behøver jeg fortælle at jeg blev rørt? Forfatteren bag det smukke indlæg er min kære veninde, Marianne. Som i kan se i hendes indlæg har jeg lært hende at kende gennem min ven Jesper, som er kæreste med hende. Og hold op hvor er jeg glad for at have lært hende at kende. Jeg ville gerne skrive en masse om hende men hun er kommet mig i forkøbet, så istedet vil jeg henvise til hendes eget indlæg om hende selv. Der er lige et par ting jeg bliver nødt til at udpege i indlægget dog. For selvom hun skriver at hun kan være bestemt og har temperament, så har jeg heldigvis ikke oplevet det. Okay, måske har jeg oplevet hende være bestemt, men ellers har jeg kun oplevet hende som den søde, rare og omsorgsfulde Marianne som jeg holder rigtig meget af :-)

Så lad være med at tro på hende når hun skriver hun ikke kan være blid og artig - hun kan godt når hun vil. Undtagen når hun driller mig med mit hår :-(

Nu håber jeg bare ikke at hun bliver skuffet over at jeg ikke kan skrive mere om hende. Men det er jo umuligt at hamle op med den smøre hun har fået fyret af om mig. Så jeg vil nøjes med at sige tak for det flotte indlæg til mig.

Hov og så vil jeg da egentlig også lige linke til det sidste indlæg der pt. er på hendes blog. Her viser hun sig fra hendes mest kreative side og leverer en gribende, episk fortælling om en tomatplantes storhed og fald. Vær klar på at komme hele følelsesregisteret igennem når i læser det.

Tour top 10 del 2

Så blev det tid til de øverste fem placeringer på min lille liste over favorit ryttere i Touren.

#5 Jens Voigt
Hold: Crédit Agricole og Team CSC m.fl.
Kendetegn: Et temmelig godt engelsk for en tysker
Begrundelse: Jeg glæder mig altid til at se Jens Voigt i Touren. Ja okay måske har det noget at gøre med at hans efternavn ligger tæt på mit eget i udtale, men han er stadigvæk en underholdende rytter der ofte tager ud på nogle sindssyge togter. Det er ikke altid det lykkes – det er faktisk sjældent det lykkes for Jens Voigt i betragtning af hvor ofte han er i udbrud – men det er altid underholdende.

#4 Laurent Jalabert
Hold: Once og Team CSC
Kendetegn: Holder sig langt væk fra politimænd med kameraer
Begrundelse: Hvad kan man sige om ham? Ganske enkelt en fantastisk underholdende rytter. Nu kan jeg bedst huske ham for hans tid hos CSC, men her var han yderst angrebsivrig og lavede mange store udbrud. De gav ham flere etapesejre i touren samt to sejre i bjergkonkurrencerne. Og så er det jo ret sejt at han både har vundet den grønne og den prikkede trøje to gange.

#3 Carlos Sastre
Hold: Once og Team CSC m.fl.
Kendetegn: ”A sut”
Begrundelse: En lille gut med et stort hjerte og en cykelrytter lige efter min smag. Han vinder måske aldrig Touren, men der er ingen tvivl om at hans forsøg på at vinde den er yderst underholdende. Han har haft flere mindeværdige etapesejre i Touren og en masse andre forsøg på etapesejre. I 2006 blev han nr. 3 samlet hvilket er fantastisk flot for en bjergspecialist som Sastre. Hans mest mindeværdige etapesejr må være den i 2003, hvor han kørte over mål med en sut i munden. Hvad der gjorde det endnu bedre var da Claus Elgaard dagen efter spurgte ” Do you have a sut in your pocket today?”. Det er altid fedt når Claus Elgaard er til grin.

#2 Michael Rasmussen
Hold: Team CSC og Rabobank
Kendetegn: Blev smittet af Bjarnes mæslinger
Begrundelse: På en gang gav han mig en af mine største oplevelser i touren, men samtidig også en af mine største skuffelser. I 2007 så jeg hans episke togt på 16. etape på en bar i Bruxelles sammen med en kammerat, en masse god øl og en bartender der kunne meget lidt engelsk. Det var jo helt fantastisk at opleve sådan en begivenhed i det cykelgale Belgien. Bartenderen sagde efter etapen noget i retning af ”Rasmussen on drugs, but everybody in the Tour on drugs”. Og måske havde han ret, for dagen efter hev Rabobank som bekendt Michael Rasmussen ud af Touren. ØV for en nedtur.

#1 Bjarne Riis
Hold: Gewiss-Ballan og Telekom m.fl.
Kendetegn: Fråde i mundvigene og en medalje fra de nordiske mesterskaber i cykelkast for mænd
Begrundelse: ”KYS TIL BJARNE – KYS TIL DANMARK”. Åh hvor var det dog en fantastisk sommer at være sportsgal. Godt nok var Danmarks bidrag til EM i fodbold ret pinligt men Bjarnes sejr og senere håndboldpigernes OL-medaljer opvejede det til fulde. Det var endda en rigtig overbevisende og flot sejr som Bjarne fuldførte. Nu havde man i flere år været vant til at Indurain som sejrherre med en kedelig kørestil hvor han udelukkende satsede på at forsvare sig i bjergene og vinde på enkeltstarterne. Her kom så en rytter der både turde og formåede at angribe Indurain i bjergene. Jeg var med mine forældre i København og tage imod Bjarne da han kom hjem fra touren. DET var også en fantastisk oplevelse.

Tour top 10

Nu starter Tour De France snart og jeg glæder mig som et lille barn. Godt nok er Touren blevet skæmmet af de mange dopingsager igennem årene, men jeg er et eller andet sted ligeglad. Som en lille optakt til Touren, har jeg lavet en top 10 over de ryttere der har underholdt mig mest igennem årene. Det er altså ikke en liste over hvilke ryttere der er de bedste, hurtigste, smukkeste eller noget andet. Det er udelukkende underholdningsværdien jeg er gået efter. Jeg har heller ikke taget spor hensyn til på hvilken måde deres præstationer er opnået. Nå ja og jeg har ikke set særlig meget Tour De France fra før perioden omkring 94-95 - nu skulle min ryg vist også være dækket ind så :-) Her er de fem første og så kommer de fem næste en af de næste par dage. God fornøjelse.

#10 Joseba Beloki
Hold: ONCE-Eroski m.fl.
Kendetegn: Kronisk asfalteksem
Begrundelse: Jeg har som oftest haft mere sympati for udfordrerne end for mestrene i Tour De France. I det her tilfælde var Beloki det store håb der skulle slå Armstrong af pinden som mester, ligesom man altid håbede at Tony Rominger ville slå Miguel Indurain. Det skete aldrig og efter Belokis grimme styrt i 2003, kom han aldrig rigtig igen.

#9 Jakob Piil
Hold: Team Acceptcard, Team CSC, T-Mobile
Kendetegn: Uheldig når det virkelig gælder
Begrundelse: Det er ikke fordi han har haft mange sejre, men nu er han jo fra hjembyen og har gået på min gamle skole, såååå. Men han var en yderst angrebsivrig rytter og en stor sejr har han da haft eftersom han vandt en flot etapesejr i 2003 over Fabio Sacchi. Desværre husker man ham også for hans uheld i 2002 hvor han på en etape lå til at vinde, men desværre hoppede hans sko ud af pedalen og han måtte tage til takke med en 3. Plads.

#8 Mario Cipollini
Hold: Mercatone Uno, Saeco og Aqua & Sapone m.fl.
Kendetegn: En helvedes bunke løvebamser og en mærkværdig fobi for bjerge
Begrundelse: Den eneste rigtige sprinter på denne liste og måske også en af de mest excentriske ryttere nogensinde. Dengang brød jeg mig ikke om det, men set i bakspejlet er det et eller andet sted lidt cool at han så sig selv som værende for stor til at køre i bjergene. Det pis gad han ikke. Lige så snart det gik lidt opad, så stod Super-Mario af. Og det var jo ikke fordi han ikke kunne, det var bare under hans niveau at køre med grupettoen hjem.

#7 Marco Pantani
Hold: Carrera og Mercatone Uno
Kendetegn: Pirattørklædet
Begrundelse: Her er rytteren der ikke burde kunne vinde Tour De France, men alligevel gjorde det i 1998. En decideret bjergrytter der ikke ligefrem var fantastisk enkeltstartsrytter og alligevel formåede han at vinde samlet over kedeligfærgen fra Rostock også kendt som Jan Ullrich. At han samtidig også vandt Giro d’Italia samme år, gør jo kun hans præstation endnu mere mindeværdig. Desværre er han ikke iblandt os længere.

#6 Jesper Skibby
Hold: TVM og Memory Card-Jack & Jones
Kendetegn: Gadedrenge attitude og en fantastisk optimisme
Begrundelse: Skibby er den eneste dansker der har vundet etaper i alle de tre store etapeløb og det alene gør ham jo temmelig sej. Han har dog kun vundet en etape i Touren en enkelt gang men han har alligevel en plads på denne liste pga. alle hans forsøg på at vinde sejre. Desuden har han også en plads på listen pga. alle hans herlige interviews. Hvem kan glemme dengang han fortalte om at han håbede bjergene flyttede sig i løbet af natten eller da han spurgte om Bjarne Riis iført bjergtrøjen havde fået mæslinger.

Grrrroooooooooovyyyy

Jeg burde være bedre til at opdatere denne blog, men jeg synes at specialet efterhånden tager så meget af min tid, så jeg ikke rigtig har lyst til at skrive her også.

Men nu gør jeg mig i hvert fald et forsøg. Som sagt optager specialet mig meget i denne tid. Heldigvis kan jeg da finde lidt tid til at se EM-fodbold og jeg har også haft tid til at gense en fantastisk tegnefilm-serie fra 90'erne: EARTHWORM JIM!

Jeg er nok et par år eller 15 for gammel til at jeg burde synes at serien er sjov. Men jeg kan ikke stå for den muterede regnorm i det funky og smarte rum-kostume. Serien har et fantastisk figurgalleri der foruden den karismatiske dræber-regnorm bl.a. består af hans venner Peter Puppy, Snott og Princess Whats-her-name. Men de fedeste figurer finder man blandt skurkene hvor der bl.a. er Queen Pulsating, Bloated, Festering, Sweaty, Pus-filled, Malformed, Slug-for-a-Butt samt Bob the Killer Goldfish (fra La Planeta de Agua (Arriba!)) og Professor Monkey-For-A-Head (og ikke mindst Monkey Professor-For-A-Head).

Serien er muligvis mest af alt henvendt til en yngre målgruppe, men er meget glad for den da den indeholder en masse absurd humor, referencer til film og anden populærkultur samt en del stikpiller til selvhøjtidelige superhelte. Herunder er en video med den fantastiske intro og den smukke kendingsmelodi. Enjoy.

Earthworm Jim intro
Sendt af bangayo

Jeg hylder Bonanza

Hvis i ikke allerede har gjort det, så se at komme forbi Bonanza på DR.dk. Det er et overflødighedshorn af gode gamle DR-programmer som er stemt ind af seerne selv. Programmerne er lagt ud i deres fulde længde og man finder både børne-tv, dramaserier, underholdning, sport og meget mere. Selv har jeg fået genset alle afsnittene af Dahlgårds Tivoli og har også fået set Valomanden igen.

Nu er jeg så begyndt at se Een gang strømer med Jens Okking i hovedrollen. Det er en helt fantastisk serie der sagtens kan tåle gensyn selvom den har et par år (eller 21) på bagen. Jens Okking spiller en tidligere politimand der bliver rodet ud i en større kriminalsag. Jeg har ikke fået set så meget af serien endnu men jeg var helt solgt da man ser Jens Okking hælde to portere op i termokanden så han er klar til dagens arbejde i lufthavnens paskontrol. Her opstår følgende dialog efter Jens Okking har hældt "kaffe" op i koppen (frit citeret efter hovedet):

Kollega: Hør giver du ikke en kop kaffe?
Okking: Hva? Øh nej, der er ikke mere tilbage....... og den er også blevet kold.
Kollega: Jeg fatter ikke at du ikke får tyndskid af al den kaffe du drikker
Okking: *Tager en slurk fra koppen* Det er en vanesag *bøvser*

Fantastisk.

Dræber-gople, my ass

Er jeg den eneste der er træt af dyr der bliver betegnet som dræbere uden at de er det? Jeg kom til at tænke på det efter at have læst en artikel på BT's webside med overskriften Dræber-gople hærger i danske farvande. Når man sådan umiddelbart læser overskriften tænker man "uha-da, så må man hellere passe på". Men læser man nærmere i artiklen ser man at: Goplen er, trods sit navn, ikke farlig for mennesker. HALLO! Så er det altså ikke en dræber-gople. Bare fordi den er lidt farligere end alle mulige andre gopler gør den ikke til en dræber. Begrebet er så udvandet efterhånden. Vi har også dræbersnegle. Ja uha, de kan gøre skade på vores salat. Sikke en dræber. Hvad bliver det næste? Dræber-egern??

Min bøn til medierne, eller hvem der nu giver dyrene disse latterlige betegnelser, er at de må holde op med at bruge betegnelsen "dræber" om alle mulige tilfældelige dyr. Kun hvis dyret er i stand til at slå et fuldvoksent menneske ihjel er der tale om en dræber. FAKTUM!

Bra svensk dödsmetall

På lørdag er det blevet tid til endnu en koncert for mig. Det betyder at 2008 bliver et rekord-år for mig hvad angår koncerter. Jeg kan i hvert fald ikke huske at jeg har været til flere koncerter i løbet af samme år. Rekorden bliver cementeret i August når jeg skal se Volbeat i Odense igen. Muligvis gemmer der sig senere på efteråret også en koncert med tosserne fra Illdisposed, men nu må vi se.

På lørdag gælder det de svenske dødsmetal-stjerner fra Entombed. De har eksisteret i godt 20 år og må siges at være legender blandt dødsmetal bands. Med årene er de blevet lidt blødere i det og deres stil gik mod slutningen af 90'erne over mod noget der kunne betegnes som dødsrock (eller death'n'roll om man vil) snarere end dødsmetal. I hvert fald var de i denne periode meget inspireret af klassisk rock'n'roll og blues. Det har nok jaget en del af deres tidlige fans væk, men det var pga. dette stilskifte at jeg selv fik ørerne op for dem.

Selvom Entombed er gamle i faget, så slår danske Artillery dem dog. De startede helt tilbage i 1982 og er stadig igang. Dog holdt de en pause i årene mellem 1991 og 1998. På trods af deres danske rødder ved jeg ikke så meget om dem. Jeg har dog i anledning af koncerten fået hørt lidt af deres bagkatalog og glæder mig meget til at se dem live - også selvom de ikke er hovednavnet. Det sidste band der er med til koncerten hedder Unbelief. Jeg må indrømme at mit kendskab til dem er lig nul, så det bliver spændende at høre hvad de er for nogen.

Entombed (MySpace)
Artillery (MySpace)

Misforståede fritidsinteresser

På Facebook er jeg tilmeldt en gruppe der hedder "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it!". Den første del af navnet på den gruppe passer fint på mig mens den anden del nok lidt er en løgn. For jeg elsker ganske vist den amerikanske showbrydning men det er ikke ligefrem det jeg først fortæller folk om når jeg møder dem. Det tog mig også al min viljekraft overhovedet at tilmelde mig gruppen.

Jeg kan ikke svare på hvorfor jeg synes det er pinligt at fortælle om. Jeg ved ikke hvorfor jeg har følt mig som en teenager der skal købe en pornofilm de gange hvor jeg har købt wrestling DVD'er inde i Axel Music. Men det hænger nok sammen med at andre mennesker der ikke har den samme interesse i wrestling har så svært ved at forstå ens entusiasme for det. Det gør det heller ikke nemmere at jeg i forvejen har så mange andre misforståede fritidsinteresser (deriblandt floorball og metalmusik). De fleste ser bare wrestling som værende noget hvor halvnøgne mænd leger at de slås mod hinanden. Og det er egentlig ikke en interesse man ønsker at blive forbundet med når man som jeg er heteroseksuel mand. Det er nok lidt for omfattende at begynde at skrive om hvad min fascination er i denne pseudo-sport, men det kunne måske være grundlag for et nyt blogindlæg.

Selvom jeg tit har været lidt pinlig over denne interesse, så tænker jeg også at det egentlig kan være ligemeget hvad andre folk synes om det. Rundt omkring i verden sidder der sikkert mennesker med mærkeligere fritidsinteresser og jeg skader jo ingen ved at se wrestling og læse om det. Nu har jeg i det mindste kommet frem med min obskure interesse for både Facebook venner og blog-publikum så jeg kan sige "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it anymore!"

Tag dig nu sammen, Bo!

Overskriften kunne måske antyde at jeg trænger til at hanke op i mig selv angående specialet. Det gør jeg måske også, men det er nu ikke det som indlægget handler om.

I morges skulle jeg som sædvanlig mod Odense i toget på Svendborg banen. Jeg havde derfor taget fire stk. gratis aviser til at fordrive ventetiden. Jeg satte mig ned, åbnede den første og lagde de tre andre på et lille bord foran mig. Efter ganske kort tid kommer der en dame hen og spørger: "Må jeg kigge i en af de gratis aviser der?". Egentlig havde jeg mest af alt lyst til at sige nej, men jeg kan høre mig selv fremstamme et "øøøh jooow". Det i sig selv bevidner jo om at jeg er konfliktsky og ikke tør sige hvad jeg har lyst til.

Men det bliver værre endnu. For "EN avis" betyder tydeligvis ikke det samme i 5700 Svendbronx som det gør der hvor hende damen her kommer fra. I hvert fald forsvinder mine tre aviser som dug for solen og lille Bo sidder lamslået tilbage uden at sige et ord. Jeg blev sur, jeg blev faktisk rigtig sur. Ikke så meget over at hun tog de aviser. Fuck da dem. Men jeg blev irriteret over at jeg ikke sagde et ord til hende. Jeg sad bare der og lod hende gøre det. Men jeg vil da håbe hun fik glæde af de aviser. Næste gang der er en der spørger om de må se i en af mine aviser, må jeg hellere spørge om de rent faktisk mener EN avis!

God is great, Satan is super

I min research af applikationer til Facebook faldt jeg over dette kuriosum.

Min hyldest til Knight Rider

For et stykke tid siden valgte jeg at investere i en Knight Rider dvd-boks. Den indeholdt første sæson af dette levn fra 80'erne. Jeg var dog lidt bange for at min begejstring for at have købt serien udelukkende skyldtes et eller andet nostalgi trip. Men denne bekymring varede kun lige indtil jeg smed første dvd i afspilleren.

For hvor er det dog en herlig serie. Det er ikke noget kunstnerisk stort mesterværk og man kan sagtens pille en masse ting ud fra hvert afsnit som ikke rigtig holder. Men serien indeholder så meget charme og spændende historier, at man egentlig er ligeglad med at det ikke giver mening at KITT kan hoppe over forhindringer uden en rampe. Nå ja, måske skylder jeg lige at sige at KITT er bilen i serien - til de der enten ikke har set serien (skam jer) eller bare ikke kan huske det.

Så hvis du får chancen for at se Knight Rider igen så grib den. Hvem ved, måske kører den på tysk TV? De er jo kendt for at være tossede med The HOFF dernede. Og det er jeg egentlig også.

Ah, summer, what power you have to make us suffer and like it.

Russell Baker er manden bag ovenstående citat som jeg synes er meget passende for tiden. Jeg har tidligere været en af de personer der ikke er specielt vild med sommeren. Jeg har ikke som sådan hadet sommeren, men efteråret kunne i hvert fald ikke kommet hurtigt nok for mit vedkommende, når kalenderen viste juni, juli og august. Men når man tænker over at alternativet er regn, slud, kulde og andre ubehageligheder, så er svedeturene og de brankede skuldre pludselig ikke så slemme alligevel.

Selvom jeg har nydt det gode Pinse-vejr (ja også udendørs :-)), så har der alligevel været tid til et lille fremskridt i mit projekt om at se klassiske film. Men først er det måske på sin plads at forklare konceptet. Det er egentlig såre simpelt: Se en masse film der er blevet lavet før jeg blev født (1980). Det skal helst være film der bliver betegnede som klassikere og gerne nogle der er at finde i bogen 1001 film du skal se før du dør.

Nu har jeg også fået set The Dirty Dozen (1967) som desværre ikke er at finde i bogen, men den er nu ganske god alligevel. Hvis man kan lide 2. Verdenskrigs film af den gamle skole, så er denne film bestemt værd at se. Lee Marvin, Charles Bronson, Telly Savalas og NFL-legenden Jim Brown er blandt navnene der optræder i filmen. Den handler om tolv soldater der er faldet i unåde i hæren og står til lange fængselsstraffe eller dødsstraf. De får en udvej da den amerikanske hær vil sende dem på en svær (umulig) mission bag fjendens linjer. De næste film på programmet er For a Few Dollars More (1965) og Rio Bravo (1959).

Hvad skal man gøre...

...hvis man har en sang der sidder fast på hjernen? Bliver man ved med at spille den til man er ved at kaste op over den? Eller skal man bare give det tid, så man glemmer den? Eller skal man forsøge at finde et andet nummer der kan skubbe det gamle væk?

Jeg har haft en sang på hjernen hele dagen men det gør mig egentlig ikke så meget, for jeg synes det er rigtig godt. Nummeret er Eagles of Death Metal - Don't speak (I came to make a bang) som kan høres i den nye (og i øvrigt fantastiske) Nike reklame. Faktisk er det kun lige ordene i starten: Don't move, don't speak even whisper som jeg har fået på hjernen sammen med omkvædet. Ja, det er lidt mærkeligt, men i det mindste er det et godt nummer jeg har fået på hjernen og ikke et irriterende dårligt nummer som BARE ikke vil forsvinde.

Nå men med dette blog-indlæg har jeg faktisk også fundet ud af noget nyt. For i kommentarerne til det ovenstående Youtube link står der at det er Madonnas mand, film instruktøren Guy Ritchie, der har instrueret reklamen. Han har lavet to af mine yndlingsfilm i Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch. Ja, ja hvem var det der sagde at Youtube kommentarer var det mest hjernedøde i verden? Okay det var vist egentlig mig selv.

Projekt: Se en masse film

Jeg har længe gået og brygget med tanken om at få set en masse klassiske film. Efter jeg fik bogen 1001 film du skal se før du dør i julegave har jeg tænkt på at få udfyldt nogle af de huller jeg mangler. Jeg får nok aldrig set alle de 1001 film, men der er en del film som man bare SKAL se og som jeg aldrig har fået set.

En af de 1001 film jeg langt om længe HAR fået set er 12 Angry Men (1957). Filmen handler om en retssag hvori en ung mand er beskyldt for et mord på sin far. Sagen er klokkeklar og det virker som en formsag at få dømt ham skyldig. I den efterfølgende votering fra juryen er der dog en enkelt mand der vælger at tro på drengens uskyld, selvom han står alene mod 11 andre. Resten af filmens handling udspiller sig omkring de opildnede diskussioner der opstår i det steghede lokale hvor juryen opholder sig i.

Det er imponerende hvor meget instruktøren har fået ud af denne film med så enkle virkemidler. Størstedelen af filmen foregår kun i dette lille lokale og handlingen består kun af de samtaler der foregår mellem jurymedlemmerne. Det betyder dog at man får en god indsigt i de enkelte personligheder. Jeg vil ikke sige så meget mere om filmen andet end at jeg vil give den mine varmeste anbefalinger.

Mmm kage

Indsæt selv en finurlig overskrift her

Mit hovede fungerer slet ikke idag. Jeg frygter hvordan resten af dagen skal gå, for i løbet af den halvanden time jeg har været vågen har jeg lavet så mange mærkelige ting, så det halve kunne være nok. Så det her bliver nok også bare et kedeligt standard indlæg uden små morsomheder og sproglige krummelurer. Jeg er bange for jeg forstuver et eller andet hvis jeg begynder på det.

Jeg fatter ikke at det billede fra HateSphere koncerten som jeg indsendte til bloggen igår blev så dårligt. Det så okay ud på min telefon. Nå, men det slørede billede stemmer egentlig meget overens med den synsvinkel jeg havde igår. Anyway, så forestiller billedet en stiv færing der sover under koncerten.

Men det var tre fede koncerter. Jeg havde ingen forventninger til Stilhed og Burning Skies der lagde ud, men de gjorde det rigtig godt. HateSphere var dog højdepunktet. Der var en fantastisk energi og den nye forsanger gjorde det fremragende.

Nå ja, og så hilste jeg faktisk på HateSpheres bassist før koncerten. Han kom pænt hen og gav hånden til nogen af os på bagerste række. Det sjove er så at jeg ikke fattede han var med i bandet. De har skiftet meget ud i bandet i løbet af det sidste år, så jeg kunne ikke lige genkende ham. Flot Bo.

Godt sovehjerte

Hvis man kan sove under en dødsmetal koncert, så kan man sove alle steder

Hygge med CL bold

MobLog amok

Jeg vil lige give debut til min mobile blog. Det er meget smart, så kan man lige skrive mens man keder sig i toget. Man kunne også opdatere med et sjovt billede man havde taget ude i det virkelige liv. Nå, men i virkeligheden har jeg intet spændende at skrive, så jeg vil nøjes med at takke Kristine for at vise mig hvordan man MobLogger :-)

Drikkende med kongen af de døde

Jeg er så småt begyndt at tælle ned til på fredag hvor jeg skal til koncert med Stilhed (DK), Burning Skies (UK) og Hatesphere (DK). Jeg ser mest frem til at se Hatesphere men det bliver da også spændende at se de to andre grupper, som jeg må indrømme jeg ikke kender det store til. Jeg håber Hatesphere spiller nummeret "Drinking with the king of the dead". Herunder er en video med nummeret hvori dejlige Anne optræder.



Jeg håber bare at den pige der var i det lokale jeg sad i på uni, ikke dukker op. I så fald får jeg ikke meget ud af koncerten. Jeg havde Hatesphere blæsende ud af mine tæt omsluttende høretelefoner og det formåede hun altså at overdøve med hendes stemme. Imponerende.

Trøsteblogging

Det er utroligt hvordan sådan et vejledermøde for specialet kan inspirere én. Idag fandt vi (min specialemakker og jeg) f.eks. på et helt nyt (tror vi nok) begreb: Trøsteblogging. Det kom sig af at vi blev enige om at vi efter al kritikken på mødet, nok blev nødt til at tage hjem og blogge lidt, altså trøsteblogge. Begrebet kan muligvis udvides til også at omfatte andre internetfænomener. Måske kan man også trøste-Facebooke, trøste-twittre, trøste-Youtube eller trøste-MySpace. Ja, mulighederne er mange.

Det er da i hvert fald en del sundere end at begynde at trøstespise (kommer selvfølgelig an på hvad man vælger at trøstespise, men det er vel sjældent gulerødder og salat?!). Og det er også mindre farligt for helbreddet end at begynde at cutte eller det der er værre (f.eks. høre Celine Dion. Det kan i altså ikke bilde mig ind at man ville få det bedre af).

Jeg er ikke sikker på om begrebet bliver en del af vores speciale, men hvis i vil vide mere om det er i velkomne til at spørge. Undskyld Kristine, hvis jeg kom til at stjæle en ide til et blog-indlæg. Men så må du jo bare trøste-blogge om noget andet :-)

Hvad sang de lige der!?

Det er altid rart at blive inspirereret. På dette ukristelige tidspunkt hvor jeg opdaterer min blog, er jeg netop blevet inspirerert af radioen til at skrive et blog-indlæg, da jeg hørte en ung pige synge "Leif, oh Leif". Den unge pige hedder Des'ree og hun synger selvfølgelig ikke om nogen "Leif" men derimod om livet. Men ikke desto mindre blev jeg inspireret til at skrive om når man hører sangtekster forkert.

Ovenstående tilfælde er ikke så sjovt, for der ved man jo udmærket godt at hun ikke synger om nogen Leif. Det er langt sjovere når man er lidt i tvivl. Man ved godt den ikke er helt god, men man nynner alligevel lidt med på den forkerte tekst fordi man ikke ved bedre. F.eks. er der bandet Keane der synger "Oh Chris De Burgh". Hvorfor er de så betaget af den mand? Så godt et nummer er Lady in Red da heller ikke? Eller måske giver det hele mere mening hvis de i virkeligheden sang "Crystal ball"?

En af mine gode venner - lad os kalde ham P. Hansen - blev også lidt i tvivl om hvad Volbeat i virkeligheden sang på "Garden's tale". Kunne det virkelig passe at de sang "Imens står solen over hajen"? En haj kan vel også få brug for at arbejde på dens teint? Måske sang de i virkeligheden højen. Men jeg kan ikke bebrejde ham at han hørte forkert, fordi Volbeat er en af de grupper der er lettest at misforstå. Selv hørte jeg helt forkert på nummeret "Sad man's tongue". Jeg troede bestemt at forsangeren sang "I got my pockets full of burritos[...]". Så vil jeg bare håbe de er pakket ind. Istedet sang han "I got my pocket full of real tales[...]". Der er masser af andre eksempler på sådanne fejlfortolkninger. Prøv at søge på Youtube efter "misheard lyrics". Til sidst vil jeg slutte af med et citat fra Homer Simpson som forsvarer alle os der kan høre forkert i sange. For selvom det vi tror vi hører ikke giver mening, så behøver den rigtige tekst ikke nødvendigvis give mere mening:

“It [teksten til en sang] doesn't mean anything! It's like 'ramalamadingdong' or 'give peace a chance'!”

The question they keep asking me...

How can one so young be so bitter and angry?

Sådan lyder indledningen til Hatebreeds Another day, another vendetta og nogle kunne måske finde på at stille samme spørgsmål til mig, efter at have læst flere af mine indlæg i min blog. Men nu har jeg jo forsøgt at omlægge min stil ved ikke kun at svine folk til og være sur og bitter. Så nu kører jeg den nye stil ud og kommer med en klokkeklar undskyldning.

Hen over vinteren måtte mange venner, bekendte og familiemedlemmer lægge ører til mine vredesudbrud mod OB-direktør, Kim Brink. Hvordan i hede hule helvede kunne manden finde på at sælge forsvars-general Ulrik Laursen til deres største konkurrent? Manden måtte jo være blevet vanvittig. Hvorfor kunne de ikke sælge ham til en udenlandsk klub istedet? Jeg var, for at sige det mildt, stiktosset over den handel. Men nu viser det sig jo at Kim Brink selvfølgelig havde ret og jeg tog fejl. En undskyldning skal det derfor lyde herfra. Ulrik Laursen er fuldstændig stagneret i FCK og har ikke kunne forstærke holdet mens han fravær i OB ikke har kunne mærkes. Godt set Kim. Nu kan Ulrik Laursen så sidde på sit bjerg af penge og nyde den 4. eller 5. plads FCK forhåbentlig ender på, mens de stribede marcherer mod sølvtøj og europa. Bitter? Overhovedet ikke! Skadefro? I allerhøjeste grad!

Fear Leads To Anger, Anger Leads To Hate, Hate Leads to Suffering...

Der har været al for meget had, vrede og ondskab i denne blog i tidligere indlæg. Jeg vil ikke love det stopper, men nu skal der også være plads til glæde og lykke.

Så hvad gør Bo glad? Jo, igår blev jeg f.eks. glad over at se at det danske band Slow Death Factory havde lagt deres nye album ud på deres webside som gratis download. (Pt. ser det ud til de har problemer med serveren, hvis der var nogle der skulle være interesseret) Ud over at det er et ganske glimrende album, så er det også fedt når kunstnere udnytter denne mulighed til at skabe nye fans. Jeg tror jeg bliver nød til at støtte initiativet hvis jeg kan finde pladen i min lokale Stereo Studio.

Sport gør mig glad! Selvom der er visse ting i sport der kan bringe mit pis i kog, så er sport i det store hele en ganske fantastisk opfindelse. Jeg nyder både at være udøver og være tilskuer. Igår var jeg ganske glad efter at have spillet en floorball kamp mod Jægerspris. Det udviklede sig til at være en rigtig god træningskamp med masser af mål, god fight og stadigvæk højt humør. Godt nok tabte vi med en enkelt pind, men jeg var stadigvæk glad fordi der blev spillet en gang god og positiv floorball.

Men jeg sætter også pris på sport som tilskuer. Idag er jeg rigtig glad for at TV2 viser cykelløbet Paris-Roubaix. Det plejer at være årets højdepunkt for en-dags klassikerne - forhåbentlig bliver det ikke anderledes i år. Så glæder jeg mig også til at skulle se OB-FCK - forhåbentlig med fynsk sejr. DET ville gøre mig RIGTIG glad.

Der er en masse tv programmer der gør mig glad. Med kniven for struben, Comedy Fight Club, Klovn, Drengene fra Angora, The Ultimate Fighter, South Park, Simpsons, De Nøgne... bare for at nævne et par stykker.

Og så er der heldigvis også en masse mennesker i mit liv som gør mig glad. Alle mine studiekammerater, mine floorballkammerater og mine andre venner.

Så.. nu har jeg vist rådet bod på al hadet og vreden og kan vandre videre ned ad den lyse sti, frem for at bevæge mig mod mørket.

Bo's fodbold-galde

Had er ikke nogen sund følelse. Og det er nok også en følelse der efterhånden bliver brugt lidt lemfældigt. Ikke desto mindre er det nok den følelse der bedst betegner mit forhold til den tyske "fodboldstolthed", Bayern München.

Jeg indrømmer gerne at fodbold bringer det værste frem i mig. Men jeg har ALDRIG kunne lide Bayern München og jeg kan ikke forstå at folk uden for deres lokalområde kan have nogen som helst sympati for den klub. Kampen mod Getafe i aften opsummerer alt hvad jeg hader ved Bayern. Først og fremmest i optakten til kampen hvor præsidenten, Franz Beckenbauer, udtaler efter de havde trukket Getafe, at han ikke vidste hvor Getafe lå og ikke anede at Michael Laudrup var træner der. Før aftenens kamp udtaler Bayerns målmand og mit yndlings-hade-objekt, Oliver Kahn, udtaler noget der kan tolkes som at det bare var en kamp der skal overståes. Jeg ved ikke om det er et krav at man skal være super-arrogant for at blive ansat i den klub, men det virker godt nok sådan! Jeg hader i øvrigt også deres sportsdirektør eller hvad han nu er: Uli Hoeness. Han har dog ikke udtalt sig arrogant i forbindelse med denne kamp, men derfor er han stadig en idiot.

Selve kampen mod Getafe er et fantastisk eksempel på en anden ting der gør at jeg hader Bayern. For hvordan er det muligt at få lov til at være så heldig?? Der er ikke gået ti minutter af kampen før Getafes bedste spiller, De La Red, får direkte rødt for et frispark der knap nok var til gult. Man kan godt argumentere for at resultatet var fortjent i og med at Bayern havde langt de fleste chancer. Men de spillede elendigt og var pisseheldige med de to mål i den forlængede spilletid. OG SÅ HELDIGE ER BAYERN ALTID! Getafe skulle have vundet, Bayern viste intet der berettigede dem til at gå videre og de viste slet ikke noget der skulle berettige dem til at vinde UEFA cuppen - så det gør de sgu nok. Typisk Bayern.

Fodbold er en forfærdelig sport og jeg elsker den over alt i verden.

Web 2.0 og dets sammensværgelse mod min produktivitet!

Facebook, Youtube, denne blog, diverse web-fora... de er alle i en sammensværgelse om at skulle sabotere det her speciale. Måske ønsker de i virkeligheden ikke at der er nogen der skriver om fænomenet? Hmm, det kunne være man skulle skrive videre... Eller skulle man lige gå på Facebook og se om der er nogen der har købt mig i Owned?

Forresten så har jeg opdateret indlægget fra igår og svaret på enkelte af spørgsmålene

OSS: Ofte stillede Spørgsmål med et par enkelte Svar

Hvorfor kan jeg på ingen tid skrive side op og side ned med ligegyldige blog indlæg, når det ta'r mig fem timer at forfatte to sammenhængende linjer i mit speciale?

Hvorfor har jeg så svært ved at sige "nej"?

Hvad er det egentlig for noget underligt musik jeg har sat på?

Hvor er Holger? Han sad på IRC under navnet "ProU" - han er også kendt som "Paul"

Hvem har tændt for mit fjernsyn og slået over på Eurosport? Det var jo nok mig selv

Blir' det virkelig som Bo vil ha' det?

Hvad er det der gør at jeg synes "lolcatz" er så fantastiske sjove?

Hvem gider egentlig glo på svømning frivilligt?

Hvorfor er Garfield så meget sjovere uden Garfield?

Er ham der har fundet på at lave Youtube i ledtog med Al-Quida i et forsøg på at udrydde al seriøs produktivitet i Vesten? JA!!!!

Burde der ikke være cykling nu? Det kom kl. 14.30. Oscar Freire vandt.

Får Kristine mon lavet mere på specialet end jeg gør? Nej, hun var ude og shoppe

Hvem skal dog svare på alle disse spørgsmål? Nu har jeg da svaret på et par af dem

Findes der mon et sted hvor man kan få udskiftet regnormen i ryggen med en vaskeægte, solid rygrad?

iOverspringshandling feat. heavy metal

Ja, bedst som man sidder og burde skrive videre på ens speciale, finder man pludselig på helt andre urelevante gøremål. Så nu vil jeg opdatere min blog.

Når man som jeg er metal fan bliver man mødt med rigtig mange fordomme om musikken. Da jeg har hørt metal i snart 15 år, har jeg efterhånden lært at leve med det. Det irriterer mig ikke længere at folk har deres meninger om min musik, selvom jeg ikke er enig med dem. For et eller andet sted ville det være utrolig hyklerisk af mig, eftersom jeg har NØJAGTIG de samme fordomme om f.eks. techno. Men hvorom alting er vil jeg herunder forsøge at gøre op med nogle af de fordomme jeg er blevet mødt med.

For det første har folk det med at skære metal over en bred kam. Folk uden indsigt i musikken forstår eller ved ikke at der er et utal af undergenrer i metal. Jeg vil ikke gøre mig til nogen ekspert inden for området, da jeg selv har svært ved at hitte rede i alle over og undergenrer. Men jeg vil blot konstatere at metal ikke bare er "heavy metal". Vi har også genrer som thrash metal, death metal, black metal, power metal, industrial metal, metalcore, doom metal, sludge,
folk metal osv. osv. Og for det ikke skal være nok, så finder man også under-undergenrer. F.eks. er der i death metal mere eller mindre officielle genrebetegnelser som brutal death metal og deathcore.

Den fordom jeg møder mest er nok at musikken bare er "larm" og der ikke er nogen melodi. Det vidner i mine øjne om at folk ikke har gidet at sætte sig ind i musikken, men bare afskrevet det på forhånd som værende noget larm. Det kommer selvfølgelig også an på hvordan man definerer "melodi" i forhold til en sang. Jeg tror mange fejlagtigt tror at en sang der har "melodi" er en sang der er en "ørehænger" altså en man kan synge med på og kan huske omkvædet osv. Men hvis man slår ordet melodi op får man definitionen: en enstemmig, rytmisk ordnet række af toner der danner en helhed. En sådan definition er dækkende for næsten AL musik - også metal. Men metal sange kan også sagtens være "ørehængere". Der er masser af bands der laver fængende omkvæd som man kan huske og synge med på. F.eks. er der Pantera som er et af mine yndlingsbands.

En anden fordom er også at sangerne i diverse metalbands ikke kan synge. Den fordom vil jeg sige kommer meget an på bandet. Man KAN godt komme ud for bands hvor sangeren er temmelig dårlig, men sådan er det jo med alle genrer. Men f.eks. at sige at alle kan growle som en death metal sanger er noget vrøvl. Det er en meget svær sang-teknik der er lige så krævende som at synge godt "normalt" og det er langt fra alle der kan få det til at lyde godt. Selvom det ikke er en æstetisk køn sangstil, kræver det stadig at man er i stand til at synge rent og kunne holde tonerne. Man hører også at det bare er nogle dårlige musikere og at alle kan spille sådan noget kattejammermusik. Ret skal være ret - det er heldigvis sjældent man hører denne fordom mere, så det må betyde at folk har indset at det rent faktisk er dygtige musikere der laver metal musik (i de fleste tilfælde i hvert fald). Tag f.eks. svenske Opeth. Der er delte meninger om deres musik, men man kan ikke komme uden om at de er teknisk dygtige og meget varierede i deres stil. Her er to eksempler på hvor bredt de favner og deres tekniske kunnen. Bleak og Harvest.

Og så er der jo også den evindelige satanisme fordom. Den er jeg heldigvis ikke stødt ind i personligt. Men man læser tit om højreradikale kristne der forbander metal musik langt væk pga. deres antikristne budskaber. Og jovist, man kan sagtens finde bands der er antikristne. Rigtig mange endda. Men samtidig er der også rigtig mange bands der har andre budskaber på dagsordenen. Det være sig politik, miljø, kærlighed.. Ja, endda kristne budskaber.

Dette indlæg skal ikke forstås som et forså på at få folk til at kunne lide metalmusik. Jeg har fuld forståelse for at folk ikke bryder sig om det. Jeg bryder mig heller ikke om R'N'B eller elektronisk musik som techno og trance. Men jeg håber derimod at det kan få nogen til at indse (hvis der da er nogen der læser min blog) at metal musikken er mangfoldig og at det rent faktisk er dygtige musikere der står bag det. Hvis man skulle få lyst til at vide mere om metal musik, kan jeg anbefale at man ser "A headbanger's journey" (IMDB) som evt. kan lånes af undertegnede :P

Det var alt fra mig for nu. Det er vist tid til at vende tilbage til specialet

Speciale og Bo's galde!

Nu vil jeg forsøge at opdatere min blog igen... Jeg giver det ca. to uger, så er den nok glemt igen :-)

Jeg er i fuld gang med specialet. Lige nu virker det hele ret uoverskueligt men jeg håber det hele giver mere mening med tiden. Før formiddagens vejledermøde var jeg af den opfattelse at tingene bare kørte på skinner og derud af. Det gør det sådan set også stadigvæk, men vi har bare gjort et kort ophold hvor vi lige bør overveje hvilken retning vi skal køre videre mod. Derudover er der også lidt småreperationer der skal ordnes - for at blive i tog-analogien.

Tidligere i denne blog har jeg udtrykt min harme og forargelse over diverse ting. Nu har jeg tænkt mig at fortsætte i samme mavesure rille og forbander Kanal 5s manglende kreativitet. På deres trailere til deres nye talent-shows siger de noget i retning af "find ud af hvem der har den eXtra factor der skal til for at vinde" (citeret efter min hullede hukommelse). Er jeg den eneste der finder det pivhamrende åndssvagt? Jeg ved godt det er dumt at lade sig irritere af reklamer og lignende. Men jeg får røde knopper af dumheder som det der. Hvorfor skal man absolut forsøge at ride med på bølgen fra andre folks succes? Har Kanal 5 allerede indset at de på ingen måde kan få lige så stor succes som DRs X-factor programmer? Ja, der er nok ikke noget endegyldigt svar på det. Men jeg mener stadig at ham der sagde "ok" for at køre de reklamer, burde skydes.... måske ikke med dræbende kugler, bare de der små gule nogen der gør herre-nas.

Så er jeg ude på informations-motorvejen igen

Min specialemakker har inspireret mig til at påbegynde min blog igen. Så her er jeg!

Mere følger....