Bra svensk dödsmetall

På lørdag er det blevet tid til endnu en koncert for mig. Det betyder at 2008 bliver et rekord-år for mig hvad angår koncerter. Jeg kan i hvert fald ikke huske at jeg har været til flere koncerter i løbet af samme år. Rekorden bliver cementeret i August når jeg skal se Volbeat i Odense igen. Muligvis gemmer der sig senere på efteråret også en koncert med tosserne fra Illdisposed, men nu må vi se.

På lørdag gælder det de svenske dødsmetal-stjerner fra Entombed. De har eksisteret i godt 20 år og må siges at være legender blandt dødsmetal bands. Med årene er de blevet lidt blødere i det og deres stil gik mod slutningen af 90'erne over mod noget der kunne betegnes som dødsrock (eller death'n'roll om man vil) snarere end dødsmetal. I hvert fald var de i denne periode meget inspireret af klassisk rock'n'roll og blues. Det har nok jaget en del af deres tidlige fans væk, men det var pga. dette stilskifte at jeg selv fik ørerne op for dem.

Selvom Entombed er gamle i faget, så slår danske Artillery dem dog. De startede helt tilbage i 1982 og er stadig igang. Dog holdt de en pause i årene mellem 1991 og 1998. På trods af deres danske rødder ved jeg ikke så meget om dem. Jeg har dog i anledning af koncerten fået hørt lidt af deres bagkatalog og glæder mig meget til at se dem live - også selvom de ikke er hovednavnet. Det sidste band der er med til koncerten hedder Unbelief. Jeg må indrømme at mit kendskab til dem er lig nul, så det bliver spændende at høre hvad de er for nogen.

Entombed (MySpace)
Artillery (MySpace)

Misforståede fritidsinteresser

På Facebook er jeg tilmeldt en gruppe der hedder "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it!". Den første del af navnet på den gruppe passer fint på mig mens den anden del nok lidt er en løgn. For jeg elsker ganske vist den amerikanske showbrydning men det er ikke ligefrem det jeg først fortæller folk om når jeg møder dem. Det tog mig også al min viljekraft overhovedet at tilmelde mig gruppen.

Jeg kan ikke svare på hvorfor jeg synes det er pinligt at fortælle om. Jeg ved ikke hvorfor jeg har følt mig som en teenager der skal købe en pornofilm de gange hvor jeg har købt wrestling DVD'er inde i Axel Music. Men det hænger nok sammen med at andre mennesker der ikke har den samme interesse i wrestling har så svært ved at forstå ens entusiasme for det. Det gør det heller ikke nemmere at jeg i forvejen har så mange andre misforståede fritidsinteresser (deriblandt floorball og metalmusik). De fleste ser bare wrestling som værende noget hvor halvnøgne mænd leger at de slås mod hinanden. Og det er egentlig ikke en interesse man ønsker at blive forbundet med når man som jeg er heteroseksuel mand. Det er nok lidt for omfattende at begynde at skrive om hvad min fascination er i denne pseudo-sport, men det kunne måske være grundlag for et nyt blogindlæg.

Selvom jeg tit har været lidt pinlig over denne interesse, så tænker jeg også at det egentlig kan være ligemeget hvad andre folk synes om det. Rundt omkring i verden sidder der sikkert mennesker med mærkeligere fritidsinteresser og jeg skader jo ingen ved at se wrestling og læse om det. Nu har jeg i det mindste kommet frem med min obskure interesse for både Facebook venner og blog-publikum så jeg kan sige "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it anymore!"

Tag dig nu sammen, Bo!

Overskriften kunne måske antyde at jeg trænger til at hanke op i mig selv angående specialet. Det gør jeg måske også, men det er nu ikke det som indlægget handler om.

I morges skulle jeg som sædvanlig mod Odense i toget på Svendborg banen. Jeg havde derfor taget fire stk. gratis aviser til at fordrive ventetiden. Jeg satte mig ned, åbnede den første og lagde de tre andre på et lille bord foran mig. Efter ganske kort tid kommer der en dame hen og spørger: "Må jeg kigge i en af de gratis aviser der?". Egentlig havde jeg mest af alt lyst til at sige nej, men jeg kan høre mig selv fremstamme et "øøøh jooow". Det i sig selv bevidner jo om at jeg er konfliktsky og ikke tør sige hvad jeg har lyst til.

Men det bliver værre endnu. For "EN avis" betyder tydeligvis ikke det samme i 5700 Svendbronx som det gør der hvor hende damen her kommer fra. I hvert fald forsvinder mine tre aviser som dug for solen og lille Bo sidder lamslået tilbage uden at sige et ord. Jeg blev sur, jeg blev faktisk rigtig sur. Ikke så meget over at hun tog de aviser. Fuck da dem. Men jeg blev irriteret over at jeg ikke sagde et ord til hende. Jeg sad bare der og lod hende gøre det. Men jeg vil da håbe hun fik glæde af de aviser. Næste gang der er en der spørger om de må se i en af mine aviser, må jeg hellere spørge om de rent faktisk mener EN avis!

God is great, Satan is super

I min research af applikationer til Facebook faldt jeg over dette kuriosum.

Min hyldest til Knight Rider

For et stykke tid siden valgte jeg at investere i en Knight Rider dvd-boks. Den indeholdt første sæson af dette levn fra 80'erne. Jeg var dog lidt bange for at min begejstring for at have købt serien udelukkende skyldtes et eller andet nostalgi trip. Men denne bekymring varede kun lige indtil jeg smed første dvd i afspilleren.

For hvor er det dog en herlig serie. Det er ikke noget kunstnerisk stort mesterværk og man kan sagtens pille en masse ting ud fra hvert afsnit som ikke rigtig holder. Men serien indeholder så meget charme og spændende historier, at man egentlig er ligeglad med at det ikke giver mening at KITT kan hoppe over forhindringer uden en rampe. Nå ja, måske skylder jeg lige at sige at KITT er bilen i serien - til de der enten ikke har set serien (skam jer) eller bare ikke kan huske det.

Så hvis du får chancen for at se Knight Rider igen så grib den. Hvem ved, måske kører den på tysk TV? De er jo kendt for at være tossede med The HOFF dernede. Og det er jeg egentlig også.

Ah, summer, what power you have to make us suffer and like it.

Russell Baker er manden bag ovenstående citat som jeg synes er meget passende for tiden. Jeg har tidligere været en af de personer der ikke er specielt vild med sommeren. Jeg har ikke som sådan hadet sommeren, men efteråret kunne i hvert fald ikke kommet hurtigt nok for mit vedkommende, når kalenderen viste juni, juli og august. Men når man tænker over at alternativet er regn, slud, kulde og andre ubehageligheder, så er svedeturene og de brankede skuldre pludselig ikke så slemme alligevel.

Selvom jeg har nydt det gode Pinse-vejr (ja også udendørs :-)), så har der alligevel været tid til et lille fremskridt i mit projekt om at se klassiske film. Men først er det måske på sin plads at forklare konceptet. Det er egentlig såre simpelt: Se en masse film der er blevet lavet før jeg blev født (1980). Det skal helst være film der bliver betegnede som klassikere og gerne nogle der er at finde i bogen 1001 film du skal se før du dør.

Nu har jeg også fået set The Dirty Dozen (1967) som desværre ikke er at finde i bogen, men den er nu ganske god alligevel. Hvis man kan lide 2. Verdenskrigs film af den gamle skole, så er denne film bestemt værd at se. Lee Marvin, Charles Bronson, Telly Savalas og NFL-legenden Jim Brown er blandt navnene der optræder i filmen. Den handler om tolv soldater der er faldet i unåde i hæren og står til lange fængselsstraffe eller dødsstraf. De får en udvej da den amerikanske hær vil sende dem på en svær (umulig) mission bag fjendens linjer. De næste film på programmet er For a Few Dollars More (1965) og Rio Bravo (1959).

Hvad skal man gøre...

...hvis man har en sang der sidder fast på hjernen? Bliver man ved med at spille den til man er ved at kaste op over den? Eller skal man bare give det tid, så man glemmer den? Eller skal man forsøge at finde et andet nummer der kan skubbe det gamle væk?

Jeg har haft en sang på hjernen hele dagen men det gør mig egentlig ikke så meget, for jeg synes det er rigtig godt. Nummeret er Eagles of Death Metal - Don't speak (I came to make a bang) som kan høres i den nye (og i øvrigt fantastiske) Nike reklame. Faktisk er det kun lige ordene i starten: Don't move, don't speak even whisper som jeg har fået på hjernen sammen med omkvædet. Ja, det er lidt mærkeligt, men i det mindste er det et godt nummer jeg har fået på hjernen og ikke et irriterende dårligt nummer som BARE ikke vil forsvinde.

Nå men med dette blog-indlæg har jeg faktisk også fundet ud af noget nyt. For i kommentarerne til det ovenstående Youtube link står der at det er Madonnas mand, film instruktøren Guy Ritchie, der har instrueret reklamen. Han har lavet to af mine yndlingsfilm i Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch. Ja, ja hvem var det der sagde at Youtube kommentarer var det mest hjernedøde i verden? Okay det var vist egentlig mig selv.

Projekt: Se en masse film

Jeg har længe gået og brygget med tanken om at få set en masse klassiske film. Efter jeg fik bogen 1001 film du skal se før du dør i julegave har jeg tænkt på at få udfyldt nogle af de huller jeg mangler. Jeg får nok aldrig set alle de 1001 film, men der er en del film som man bare SKAL se og som jeg aldrig har fået set.

En af de 1001 film jeg langt om længe HAR fået set er 12 Angry Men (1957). Filmen handler om en retssag hvori en ung mand er beskyldt for et mord på sin far. Sagen er klokkeklar og det virker som en formsag at få dømt ham skyldig. I den efterfølgende votering fra juryen er der dog en enkelt mand der vælger at tro på drengens uskyld, selvom han står alene mod 11 andre. Resten af filmens handling udspiller sig omkring de opildnede diskussioner der opstår i det steghede lokale hvor juryen opholder sig i.

Det er imponerende hvor meget instruktøren har fået ud af denne film med så enkle virkemidler. Størstedelen af filmen foregår kun i dette lille lokale og handlingen består kun af de samtaler der foregår mellem jurymedlemmerne. Det betyder dog at man får en god indsigt i de enkelte personligheder. Jeg vil ikke sige så meget mere om filmen andet end at jeg vil give den mine varmeste anbefalinger.

Mmm kage

Indsæt selv en finurlig overskrift her

Mit hovede fungerer slet ikke idag. Jeg frygter hvordan resten af dagen skal gå, for i løbet af den halvanden time jeg har været vågen har jeg lavet så mange mærkelige ting, så det halve kunne være nok. Så det her bliver nok også bare et kedeligt standard indlæg uden små morsomheder og sproglige krummelurer. Jeg er bange for jeg forstuver et eller andet hvis jeg begynder på det.

Jeg fatter ikke at det billede fra HateSphere koncerten som jeg indsendte til bloggen igår blev så dårligt. Det så okay ud på min telefon. Nå, men det slørede billede stemmer egentlig meget overens med den synsvinkel jeg havde igår. Anyway, så forestiller billedet en stiv færing der sover under koncerten.

Men det var tre fede koncerter. Jeg havde ingen forventninger til Stilhed og Burning Skies der lagde ud, men de gjorde det rigtig godt. HateSphere var dog højdepunktet. Der var en fantastisk energi og den nye forsanger gjorde det fremragende.

Nå ja, og så hilste jeg faktisk på HateSpheres bassist før koncerten. Han kom pænt hen og gav hånden til nogen af os på bagerste række. Det sjove er så at jeg ikke fattede han var med i bandet. De har skiftet meget ud i bandet i løbet af det sidste år, så jeg kunne ikke lige genkende ham. Flot Bo.

Godt sovehjerte

Hvis man kan sove under en dødsmetal koncert, så kan man sove alle steder