fredag, april 25, 2008

Hvad sang de lige der!?

Det er altid rart at blive inspirereret. På dette ukristelige tidspunkt hvor jeg opdaterer min blog, er jeg netop blevet inspirerert af radioen til at skrive et blog-indlæg, da jeg hørte en ung pige synge "Leif, oh Leif". Den unge pige hedder Des'ree og hun synger selvfølgelig ikke om nogen "Leif" men derimod om livet. Men ikke desto mindre blev jeg inspireret til at skrive om når man hører sangtekster forkert.

Ovenstående tilfælde er ikke så sjovt, for der ved man jo udmærket godt at hun ikke synger om nogen Leif. Det er langt sjovere når man er lidt i tvivl. Man ved godt den ikke er helt god, men man nynner alligevel lidt med på den forkerte tekst fordi man ikke ved bedre. F.eks. er der bandet Keane der synger "Oh Chris De Burgh". Hvorfor er de så betaget af den mand? Så godt et nummer er Lady in Red da heller ikke? Eller måske giver det hele mere mening hvis de i virkeligheden sang "Crystal ball"?

En af mine gode venner - lad os kalde ham P. Hansen - blev også lidt i tvivl om hvad Volbeat i virkeligheden sang på "Garden's tale". Kunne det virkelig passe at de sang "Imens står solen over hajen"? En haj kan vel også få brug for at arbejde på dens teint? Måske sang de i virkeligheden højen. Men jeg kan ikke bebrejde ham at han hørte forkert, fordi Volbeat er en af de grupper der er lettest at misforstå. Selv hørte jeg helt forkert på nummeret "Sad man's tongue". Jeg troede bestemt at forsangeren sang "I got my pockets full of burritos[...]". Så vil jeg bare håbe de er pakket ind. Istedet sang han "I got my pocket full of real tales[...]". Der er masser af andre eksempler på sådanne fejlfortolkninger. Prøv at søge på Youtube efter "misheard lyrics". Til sidst vil jeg slutte af med et citat fra Homer Simpson som forsvarer alle os der kan høre forkert i sange. For selvom det vi tror vi hører ikke giver mening, så behøver den rigtige tekst ikke nødvendigvis give mere mening:

“It [teksten til en sang] doesn't mean anything! It's like 'ramalamadingdong' or 'give peace a chance'!”

Ingen kommentarer: