Ja, bedst som man sidder og burde skrive videre på ens speciale, finder man pludselig på helt andre urelevante gøremål. Så nu vil jeg opdatere min blog.
Når man som jeg er metal fan bliver man mødt med rigtig mange fordomme om musikken. Da jeg har hørt metal i snart 15 år, har jeg efterhånden lært at leve med det. Det irriterer mig ikke længere at folk har deres meninger om min musik, selvom jeg ikke er enig med dem. For et eller andet sted ville det være utrolig hyklerisk af mig, eftersom jeg har NØJAGTIG de samme fordomme om f.eks. techno. Men hvorom alting er vil jeg herunder forsøge at gøre op med nogle af de fordomme jeg er blevet mødt med.
For det første har folk det med at skære metal over en bred kam. Folk uden indsigt i musikken forstår eller ved ikke at der er et utal af undergenrer i metal. Jeg vil ikke gøre mig til nogen ekspert inden for området, da jeg selv har svært ved at hitte rede i alle over og undergenrer. Men jeg vil blot konstatere at metal ikke bare er "heavy metal". Vi har også genrer som thrash metal, death metal, black metal, power metal, industrial metal, metalcore, doom metal, sludge,
folk metal osv. osv. Og for det ikke skal være nok, så finder man også under-undergenrer. F.eks. er der i death metal mere eller mindre officielle genrebetegnelser som brutal death metal og deathcore.
Den fordom jeg møder mest er nok at musikken bare er "larm" og der ikke er nogen melodi. Det vidner i mine øjne om at folk ikke har gidet at sætte sig ind i musikken, men bare afskrevet det på forhånd som værende noget larm. Det kommer selvfølgelig også an på hvordan man definerer "melodi" i forhold til en sang. Jeg tror mange fejlagtigt tror at en sang der har "melodi" er en sang der er en "ørehænger" altså en man kan synge med på og kan huske omkvædet osv. Men hvis man slår ordet melodi op får man definitionen:
en enstemmig, rytmisk ordnet række af toner der danner en helhed. En sådan definition er dækkende for næsten AL musik - også metal. Men metal sange kan også sagtens være "ørehængere". Der er masser af bands der laver fængende omkvæd som man kan huske og synge med på. F.eks. er der
Pantera som er et af mine yndlingsbands.
En anden fordom er også at sangerne i diverse metalbands ikke kan synge. Den fordom vil jeg sige kommer meget an på bandet. Man KAN godt komme ud for bands hvor sangeren er temmelig dårlig, men sådan er det jo med alle genrer. Men f.eks. at sige at alle kan growle som en death metal sanger er noget vrøvl. Det er en meget svær sang-teknik der er lige så krævende som at synge godt "normalt" og det er langt fra alle der kan få det til at lyde godt. Selvom det ikke er en æstetisk køn sangstil, kræver det stadig at man er i stand til at synge rent og kunne holde tonerne. Man hører også at det bare er nogle dårlige musikere og at alle kan spille sådan noget kattejammermusik. Ret skal være ret - det er heldigvis sjældent man hører denne fordom mere, så det må betyde at folk har indset at det rent faktisk er dygtige musikere der laver metal musik (i de fleste tilfælde i hvert fald). Tag f.eks. svenske Opeth. Der er delte meninger om deres musik, men man kan ikke komme uden om at de er teknisk dygtige og meget varierede i deres stil. Her er to eksempler på hvor bredt de favner og deres tekniske kunnen.
Bleak og
Harvest.
Og så er der jo også den evindelige satanisme fordom. Den er jeg heldigvis ikke stødt ind i personligt. Men man læser tit om højreradikale kristne der forbander metal musik langt væk pga. deres antikristne budskaber. Og jovist, man kan sagtens finde bands der er antikristne. Rigtig mange endda. Men samtidig er der også rigtig mange bands der har andre budskaber på dagsordenen. Det være sig politik, miljø, kærlighed.. Ja, endda kristne budskaber.
Dette indlæg skal ikke forstås som et forså på at få folk til at kunne lide metalmusik. Jeg har fuld forståelse for at folk ikke bryder sig om det. Jeg bryder mig heller ikke om R'N'B eller elektronisk musik som techno og trance. Men jeg håber derimod at det kan få nogen til at indse (hvis der da er nogen der læser min blog) at metal musikken er mangfoldig og at det rent faktisk er dygtige musikere der står bag det. Hvis man skulle få lyst til at vide mere om metal musik, kan jeg anbefale at man ser
"A headbanger's journey" (
IMDB) som evt. kan lånes af undertegnede :P
Det var alt fra mig for nu. Det er vist tid til at vende tilbage til specialet