Bra svensk dödsmetall

På lørdag er det blevet tid til endnu en koncert for mig. Det betyder at 2008 bliver et rekord-år for mig hvad angår koncerter. Jeg kan i hvert fald ikke huske at jeg har været til flere koncerter i løbet af samme år. Rekorden bliver cementeret i August når jeg skal se Volbeat i Odense igen. Muligvis gemmer der sig senere på efteråret også en koncert med tosserne fra Illdisposed, men nu må vi se.

På lørdag gælder det de svenske dødsmetal-stjerner fra Entombed. De har eksisteret i godt 20 år og må siges at være legender blandt dødsmetal bands. Med årene er de blevet lidt blødere i det og deres stil gik mod slutningen af 90'erne over mod noget der kunne betegnes som dødsrock (eller death'n'roll om man vil) snarere end dødsmetal. I hvert fald var de i denne periode meget inspireret af klassisk rock'n'roll og blues. Det har nok jaget en del af deres tidlige fans væk, men det var pga. dette stilskifte at jeg selv fik ørerne op for dem.

Selvom Entombed er gamle i faget, så slår danske Artillery dem dog. De startede helt tilbage i 1982 og er stadig igang. Dog holdt de en pause i årene mellem 1991 og 1998. På trods af deres danske rødder ved jeg ikke så meget om dem. Jeg har dog i anledning af koncerten fået hørt lidt af deres bagkatalog og glæder mig meget til at se dem live - også selvom de ikke er hovednavnet. Det sidste band der er med til koncerten hedder Unbelief. Jeg må indrømme at mit kendskab til dem er lig nul, så det bliver spændende at høre hvad de er for nogen.

Entombed (MySpace)
Artillery (MySpace)

Misforståede fritidsinteresser

På Facebook er jeg tilmeldt en gruppe der hedder "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it!". Den første del af navnet på den gruppe passer fint på mig mens den anden del nok lidt er en løgn. For jeg elsker ganske vist den amerikanske showbrydning men det er ikke ligefrem det jeg først fortæller folk om når jeg møder dem. Det tog mig også al min viljekraft overhovedet at tilmelde mig gruppen.

Jeg kan ikke svare på hvorfor jeg synes det er pinligt at fortælle om. Jeg ved ikke hvorfor jeg har følt mig som en teenager der skal købe en pornofilm de gange hvor jeg har købt wrestling DVD'er inde i Axel Music. Men det hænger nok sammen med at andre mennesker der ikke har den samme interesse i wrestling har så svært ved at forstå ens entusiasme for det. Det gør det heller ikke nemmere at jeg i forvejen har så mange andre misforståede fritidsinteresser (deriblandt floorball og metalmusik). De fleste ser bare wrestling som værende noget hvor halvnøgne mænd leger at de slås mod hinanden. Og det er egentlig ikke en interesse man ønsker at blive forbundet med når man som jeg er heteroseksuel mand. Det er nok lidt for omfattende at begynde at skrive om hvad min fascination er i denne pseudo-sport, men det kunne måske være grundlag for et nyt blogindlæg.

Selvom jeg tit har været lidt pinlig over denne interesse, så tænker jeg også at det egentlig kan være ligemeget hvad andre folk synes om det. Rundt omkring i verden sidder der sikkert mennesker med mærkeligere fritidsinteresser og jeg skader jo ingen ved at se wrestling og læse om det. Nu har jeg i det mindste kommet frem med min obskure interesse for både Facebook venner og blog-publikum så jeg kan sige "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it anymore!"

Tag dig nu sammen, Bo!

Overskriften kunne måske antyde at jeg trænger til at hanke op i mig selv angående specialet. Det gør jeg måske også, men det er nu ikke det som indlægget handler om.

I morges skulle jeg som sædvanlig mod Odense i toget på Svendborg banen. Jeg havde derfor taget fire stk. gratis aviser til at fordrive ventetiden. Jeg satte mig ned, åbnede den første og lagde de tre andre på et lille bord foran mig. Efter ganske kort tid kommer der en dame hen og spørger: "Må jeg kigge i en af de gratis aviser der?". Egentlig havde jeg mest af alt lyst til at sige nej, men jeg kan høre mig selv fremstamme et "øøøh jooow". Det i sig selv bevidner jo om at jeg er konfliktsky og ikke tør sige hvad jeg har lyst til.

Men det bliver værre endnu. For "EN avis" betyder tydeligvis ikke det samme i 5700 Svendbronx som det gør der hvor hende damen her kommer fra. I hvert fald forsvinder mine tre aviser som dug for solen og lille Bo sidder lamslået tilbage uden at sige et ord. Jeg blev sur, jeg blev faktisk rigtig sur. Ikke så meget over at hun tog de aviser. Fuck da dem. Men jeg blev irriteret over at jeg ikke sagde et ord til hende. Jeg sad bare der og lod hende gøre det. Men jeg vil da håbe hun fik glæde af de aviser. Næste gang der er en der spørger om de må se i en af mine aviser, må jeg hellere spørge om de rent faktisk mener EN avis!

God is great, Satan is super

I min research af applikationer til Facebook faldt jeg over dette kuriosum.

Min hyldest til Knight Rider

For et stykke tid siden valgte jeg at investere i en Knight Rider dvd-boks. Den indeholdt første sæson af dette levn fra 80'erne. Jeg var dog lidt bange for at min begejstring for at have købt serien udelukkende skyldtes et eller andet nostalgi trip. Men denne bekymring varede kun lige indtil jeg smed første dvd i afspilleren.

For hvor er det dog en herlig serie. Det er ikke noget kunstnerisk stort mesterværk og man kan sagtens pille en masse ting ud fra hvert afsnit som ikke rigtig holder. Men serien indeholder så meget charme og spændende historier, at man egentlig er ligeglad med at det ikke giver mening at KITT kan hoppe over forhindringer uden en rampe. Nå ja, måske skylder jeg lige at sige at KITT er bilen i serien - til de der enten ikke har set serien (skam jer) eller bare ikke kan huske det.

Så hvis du får chancen for at se Knight Rider igen så grib den. Hvem ved, måske kører den på tysk TV? De er jo kendt for at være tossede med The HOFF dernede. Og det er jeg egentlig også.

Ah, summer, what power you have to make us suffer and like it.

Russell Baker er manden bag ovenstående citat som jeg synes er meget passende for tiden. Jeg har tidligere været en af de personer der ikke er specielt vild med sommeren. Jeg har ikke som sådan hadet sommeren, men efteråret kunne i hvert fald ikke kommet hurtigt nok for mit vedkommende, når kalenderen viste juni, juli og august. Men når man tænker over at alternativet er regn, slud, kulde og andre ubehageligheder, så er svedeturene og de brankede skuldre pludselig ikke så slemme alligevel.

Selvom jeg har nydt det gode Pinse-vejr (ja også udendørs :-)), så har der alligevel været tid til et lille fremskridt i mit projekt om at se klassiske film. Men først er det måske på sin plads at forklare konceptet. Det er egentlig såre simpelt: Se en masse film der er blevet lavet før jeg blev født (1980). Det skal helst være film der bliver betegnede som klassikere og gerne nogle der er at finde i bogen 1001 film du skal se før du dør.

Nu har jeg også fået set The Dirty Dozen (1967) som desværre ikke er at finde i bogen, men den er nu ganske god alligevel. Hvis man kan lide 2. Verdenskrigs film af den gamle skole, så er denne film bestemt værd at se. Lee Marvin, Charles Bronson, Telly Savalas og NFL-legenden Jim Brown er blandt navnene der optræder i filmen. Den handler om tolv soldater der er faldet i unåde i hæren og står til lange fængselsstraffe eller dødsstraf. De får en udvej da den amerikanske hær vil sende dem på en svær (umulig) mission bag fjendens linjer. De næste film på programmet er For a Few Dollars More (1965) og Rio Bravo (1959).

Hvad skal man gøre...

...hvis man har en sang der sidder fast på hjernen? Bliver man ved med at spille den til man er ved at kaste op over den? Eller skal man bare give det tid, så man glemmer den? Eller skal man forsøge at finde et andet nummer der kan skubbe det gamle væk?

Jeg har haft en sang på hjernen hele dagen men det gør mig egentlig ikke så meget, for jeg synes det er rigtig godt. Nummeret er Eagles of Death Metal - Don't speak (I came to make a bang) som kan høres i den nye (og i øvrigt fantastiske) Nike reklame. Faktisk er det kun lige ordene i starten: Don't move, don't speak even whisper som jeg har fået på hjernen sammen med omkvædet. Ja, det er lidt mærkeligt, men i det mindste er det et godt nummer jeg har fået på hjernen og ikke et irriterende dårligt nummer som BARE ikke vil forsvinde.

Nå men med dette blog-indlæg har jeg faktisk også fundet ud af noget nyt. For i kommentarerne til det ovenstående Youtube link står der at det er Madonnas mand, film instruktøren Guy Ritchie, der har instrueret reklamen. Han har lavet to af mine yndlingsfilm i Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch. Ja, ja hvem var det der sagde at Youtube kommentarer var det mest hjernedøde i verden? Okay det var vist egentlig mig selv.

Projekt: Se en masse film

Jeg har længe gået og brygget med tanken om at få set en masse klassiske film. Efter jeg fik bogen 1001 film du skal se før du dør i julegave har jeg tænkt på at få udfyldt nogle af de huller jeg mangler. Jeg får nok aldrig set alle de 1001 film, men der er en del film som man bare SKAL se og som jeg aldrig har fået set.

En af de 1001 film jeg langt om længe HAR fået set er 12 Angry Men (1957). Filmen handler om en retssag hvori en ung mand er beskyldt for et mord på sin far. Sagen er klokkeklar og det virker som en formsag at få dømt ham skyldig. I den efterfølgende votering fra juryen er der dog en enkelt mand der vælger at tro på drengens uskyld, selvom han står alene mod 11 andre. Resten af filmens handling udspiller sig omkring de opildnede diskussioner der opstår i det steghede lokale hvor juryen opholder sig i.

Det er imponerende hvor meget instruktøren har fået ud af denne film med så enkle virkemidler. Størstedelen af filmen foregår kun i dette lille lokale og handlingen består kun af de samtaler der foregår mellem jurymedlemmerne. Det betyder dog at man får en god indsigt i de enkelte personligheder. Jeg vil ikke sige så meget mere om filmen andet end at jeg vil give den mine varmeste anbefalinger.

Mmm kage

Indsæt selv en finurlig overskrift her

Mit hovede fungerer slet ikke idag. Jeg frygter hvordan resten af dagen skal gå, for i løbet af den halvanden time jeg har været vågen har jeg lavet så mange mærkelige ting, så det halve kunne være nok. Så det her bliver nok også bare et kedeligt standard indlæg uden små morsomheder og sproglige krummelurer. Jeg er bange for jeg forstuver et eller andet hvis jeg begynder på det.

Jeg fatter ikke at det billede fra HateSphere koncerten som jeg indsendte til bloggen igår blev så dårligt. Det så okay ud på min telefon. Nå, men det slørede billede stemmer egentlig meget overens med den synsvinkel jeg havde igår. Anyway, så forestiller billedet en stiv færing der sover under koncerten.

Men det var tre fede koncerter. Jeg havde ingen forventninger til Stilhed og Burning Skies der lagde ud, men de gjorde det rigtig godt. HateSphere var dog højdepunktet. Der var en fantastisk energi og den nye forsanger gjorde det fremragende.

Nå ja, og så hilste jeg faktisk på HateSpheres bassist før koncerten. Han kom pænt hen og gav hånden til nogen af os på bagerste række. Det sjove er så at jeg ikke fattede han var med i bandet. De har skiftet meget ud i bandet i løbet af det sidste år, så jeg kunne ikke lige genkende ham. Flot Bo.

Godt sovehjerte

Hvis man kan sove under en dødsmetal koncert, så kan man sove alle steder

Hygge med CL bold

MobLog amok

Jeg vil lige give debut til min mobile blog. Det er meget smart, så kan man lige skrive mens man keder sig i toget. Man kunne også opdatere med et sjovt billede man havde taget ude i det virkelige liv. Nå, men i virkeligheden har jeg intet spændende at skrive, så jeg vil nøjes med at takke Kristine for at vise mig hvordan man MobLogger :-)

Drikkende med kongen af de døde

Jeg er så småt begyndt at tælle ned til på fredag hvor jeg skal til koncert med Stilhed (DK), Burning Skies (UK) og Hatesphere (DK). Jeg ser mest frem til at se Hatesphere men det bliver da også spændende at se de to andre grupper, som jeg må indrømme jeg ikke kender det store til. Jeg håber Hatesphere spiller nummeret "Drinking with the king of the dead". Herunder er en video med nummeret hvori dejlige Anne optræder.



Jeg håber bare at den pige der var i det lokale jeg sad i på uni, ikke dukker op. I så fald får jeg ikke meget ud af koncerten. Jeg havde Hatesphere blæsende ud af mine tæt omsluttende høretelefoner og det formåede hun altså at overdøve med hendes stemme. Imponerende.

Trøsteblogging

Det er utroligt hvordan sådan et vejledermøde for specialet kan inspirere én. Idag fandt vi (min specialemakker og jeg) f.eks. på et helt nyt (tror vi nok) begreb: Trøsteblogging. Det kom sig af at vi blev enige om at vi efter al kritikken på mødet, nok blev nødt til at tage hjem og blogge lidt, altså trøsteblogge. Begrebet kan muligvis udvides til også at omfatte andre internetfænomener. Måske kan man også trøste-Facebooke, trøste-twittre, trøste-Youtube eller trøste-MySpace. Ja, mulighederne er mange.

Det er da i hvert fald en del sundere end at begynde at trøstespise (kommer selvfølgelig an på hvad man vælger at trøstespise, men det er vel sjældent gulerødder og salat?!). Og det er også mindre farligt for helbreddet end at begynde at cutte eller det der er værre (f.eks. høre Celine Dion. Det kan i altså ikke bilde mig ind at man ville få det bedre af).

Jeg er ikke sikker på om begrebet bliver en del af vores speciale, men hvis i vil vide mere om det er i velkomne til at spørge. Undskyld Kristine, hvis jeg kom til at stjæle en ide til et blog-indlæg. Men så må du jo bare trøste-blogge om noget andet :-)

Hvad sang de lige der!?

Det er altid rart at blive inspirereret. På dette ukristelige tidspunkt hvor jeg opdaterer min blog, er jeg netop blevet inspirerert af radioen til at skrive et blog-indlæg, da jeg hørte en ung pige synge "Leif, oh Leif". Den unge pige hedder Des'ree og hun synger selvfølgelig ikke om nogen "Leif" men derimod om livet. Men ikke desto mindre blev jeg inspireret til at skrive om når man hører sangtekster forkert.

Ovenstående tilfælde er ikke så sjovt, for der ved man jo udmærket godt at hun ikke synger om nogen Leif. Det er langt sjovere når man er lidt i tvivl. Man ved godt den ikke er helt god, men man nynner alligevel lidt med på den forkerte tekst fordi man ikke ved bedre. F.eks. er der bandet Keane der synger "Oh Chris De Burgh". Hvorfor er de så betaget af den mand? Så godt et nummer er Lady in Red da heller ikke? Eller måske giver det hele mere mening hvis de i virkeligheden sang "Crystal ball"?

En af mine gode venner - lad os kalde ham P. Hansen - blev også lidt i tvivl om hvad Volbeat i virkeligheden sang på "Garden's tale". Kunne det virkelig passe at de sang "Imens står solen over hajen"? En haj kan vel også få brug for at arbejde på dens teint? Måske sang de i virkeligheden højen. Men jeg kan ikke bebrejde ham at han hørte forkert, fordi Volbeat er en af de grupper der er lettest at misforstå. Selv hørte jeg helt forkert på nummeret "Sad man's tongue". Jeg troede bestemt at forsangeren sang "I got my pockets full of burritos[...]". Så vil jeg bare håbe de er pakket ind. Istedet sang han "I got my pocket full of real tales[...]". Der er masser af andre eksempler på sådanne fejlfortolkninger. Prøv at søge på Youtube efter "misheard lyrics". Til sidst vil jeg slutte af med et citat fra Homer Simpson som forsvarer alle os der kan høre forkert i sange. For selvom det vi tror vi hører ikke giver mening, så behøver den rigtige tekst ikke nødvendigvis give mere mening:

“It [teksten til en sang] doesn't mean anything! It's like 'ramalamadingdong' or 'give peace a chance'!”

The question they keep asking me...

How can one so young be so bitter and angry?

Sådan lyder indledningen til Hatebreeds Another day, another vendetta og nogle kunne måske finde på at stille samme spørgsmål til mig, efter at have læst flere af mine indlæg i min blog. Men nu har jeg jo forsøgt at omlægge min stil ved ikke kun at svine folk til og være sur og bitter. Så nu kører jeg den nye stil ud og kommer med en klokkeklar undskyldning.

Hen over vinteren måtte mange venner, bekendte og familiemedlemmer lægge ører til mine vredesudbrud mod OB-direktør, Kim Brink. Hvordan i hede hule helvede kunne manden finde på at sælge forsvars-general Ulrik Laursen til deres største konkurrent? Manden måtte jo være blevet vanvittig. Hvorfor kunne de ikke sælge ham til en udenlandsk klub istedet? Jeg var, for at sige det mildt, stiktosset over den handel. Men nu viser det sig jo at Kim Brink selvfølgelig havde ret og jeg tog fejl. En undskyldning skal det derfor lyde herfra. Ulrik Laursen er fuldstændig stagneret i FCK og har ikke kunne forstærke holdet mens han fravær i OB ikke har kunne mærkes. Godt set Kim. Nu kan Ulrik Laursen så sidde på sit bjerg af penge og nyde den 4. eller 5. plads FCK forhåbentlig ender på, mens de stribede marcherer mod sølvtøj og europa. Bitter? Overhovedet ikke! Skadefro? I allerhøjeste grad!

Fear Leads To Anger, Anger Leads To Hate, Hate Leads to Suffering...

Der har været al for meget had, vrede og ondskab i denne blog i tidligere indlæg. Jeg vil ikke love det stopper, men nu skal der også være plads til glæde og lykke.

Så hvad gør Bo glad? Jo, igår blev jeg f.eks. glad over at se at det danske band Slow Death Factory havde lagt deres nye album ud på deres webside som gratis download. (Pt. ser det ud til de har problemer med serveren, hvis der var nogle der skulle være interesseret) Ud over at det er et ganske glimrende album, så er det også fedt når kunstnere udnytter denne mulighed til at skabe nye fans. Jeg tror jeg bliver nød til at støtte initiativet hvis jeg kan finde pladen i min lokale Stereo Studio.

Sport gør mig glad! Selvom der er visse ting i sport der kan bringe mit pis i kog, så er sport i det store hele en ganske fantastisk opfindelse. Jeg nyder både at være udøver og være tilskuer. Igår var jeg ganske glad efter at have spillet en floorball kamp mod Jægerspris. Det udviklede sig til at være en rigtig god træningskamp med masser af mål, god fight og stadigvæk højt humør. Godt nok tabte vi med en enkelt pind, men jeg var stadigvæk glad fordi der blev spillet en gang god og positiv floorball.

Men jeg sætter også pris på sport som tilskuer. Idag er jeg rigtig glad for at TV2 viser cykelløbet Paris-Roubaix. Det plejer at være årets højdepunkt for en-dags klassikerne - forhåbentlig bliver det ikke anderledes i år. Så glæder jeg mig også til at skulle se OB-FCK - forhåbentlig med fynsk sejr. DET ville gøre mig RIGTIG glad.

Der er en masse tv programmer der gør mig glad. Med kniven for struben, Comedy Fight Club, Klovn, Drengene fra Angora, The Ultimate Fighter, South Park, Simpsons, De Nøgne... bare for at nævne et par stykker.

Og så er der heldigvis også en masse mennesker i mit liv som gør mig glad. Alle mine studiekammerater, mine floorballkammerater og mine andre venner.

Så.. nu har jeg vist rådet bod på al hadet og vreden og kan vandre videre ned ad den lyse sti, frem for at bevæge mig mod mørket.

Bo's fodbold-galde

Had er ikke nogen sund følelse. Og det er nok også en følelse der efterhånden bliver brugt lidt lemfældigt. Ikke desto mindre er det nok den følelse der bedst betegner mit forhold til den tyske "fodboldstolthed", Bayern München.

Jeg indrømmer gerne at fodbold bringer det værste frem i mig. Men jeg har ALDRIG kunne lide Bayern München og jeg kan ikke forstå at folk uden for deres lokalområde kan have nogen som helst sympati for den klub. Kampen mod Getafe i aften opsummerer alt hvad jeg hader ved Bayern. Først og fremmest i optakten til kampen hvor præsidenten, Franz Beckenbauer, udtaler efter de havde trukket Getafe, at han ikke vidste hvor Getafe lå og ikke anede at Michael Laudrup var træner der. Før aftenens kamp udtaler Bayerns målmand og mit yndlings-hade-objekt, Oliver Kahn, udtaler noget der kan tolkes som at det bare var en kamp der skal overståes. Jeg ved ikke om det er et krav at man skal være super-arrogant for at blive ansat i den klub, men det virker godt nok sådan! Jeg hader i øvrigt også deres sportsdirektør eller hvad han nu er: Uli Hoeness. Han har dog ikke udtalt sig arrogant i forbindelse med denne kamp, men derfor er han stadig en idiot.

Selve kampen mod Getafe er et fantastisk eksempel på en anden ting der gør at jeg hader Bayern. For hvordan er det muligt at få lov til at være så heldig?? Der er ikke gået ti minutter af kampen før Getafes bedste spiller, De La Red, får direkte rødt for et frispark der knap nok var til gult. Man kan godt argumentere for at resultatet var fortjent i og med at Bayern havde langt de fleste chancer. Men de spillede elendigt og var pisseheldige med de to mål i den forlængede spilletid. OG SÅ HELDIGE ER BAYERN ALTID! Getafe skulle have vundet, Bayern viste intet der berettigede dem til at gå videre og de viste slet ikke noget der skulle berettige dem til at vinde UEFA cuppen - så det gør de sgu nok. Typisk Bayern.

Fodbold er en forfærdelig sport og jeg elsker den over alt i verden.

Web 2.0 og dets sammensværgelse mod min produktivitet!

Facebook, Youtube, denne blog, diverse web-fora... de er alle i en sammensværgelse om at skulle sabotere det her speciale. Måske ønsker de i virkeligheden ikke at der er nogen der skriver om fænomenet? Hmm, det kunne være man skulle skrive videre... Eller skulle man lige gå på Facebook og se om der er nogen der har købt mig i Owned?

Forresten så har jeg opdateret indlægget fra igår og svaret på enkelte af spørgsmålene