Tid til at genoplive bloggen

Specialet er afleveret og jeg er (næsten) færdig med universitet. Der mangler et lille hængeparti, men det håber jeg kan oveståes nemt. Pga. specialet har der været langt mellem indlæggene de sidste par måneder, så nu må det være tid til at få gang i bloggen igen.

Problemet er bare at jeg ikke aner hvad jeg skal skrive om. Jeg er faktisk HELT blank. I månederne inden jeg gik rigtig intenst ind i specialeskrivningen, var der gode ideer til blogindlæg hele tiden, men lige nu er jeg helt blank. Gad vide om det center i hjernen hvor mine blogindlæg blev skabt er kortsluttet?

Måske skulle jeg finde et tema så jeg ikke bare skrive om løst og fast fremover og forhåbentlig have nemmere ved at finde på indlæg? Måske skulle det handle om musik? eller tv? Det kunne også være film eller spil? Eller måske skulle jeg lade mine harme regne ned over aktuelle begivenheder? Nej, jeg tror bare jeg skriver om hvad jeg har lyst til og lader mig ikke begrænse af emnerne :-) Med det sagt så vil jeg afslutte dette indlæg og jeg håber der snart kommer et nyt fra min hånd.

En blog... om MIG?!

JA! Der er faktisk lavet en blog i min ære og jeg er meget stolt. Okay måske ikke kun om mig. Nu har jeg været et par dage om at skrive det her indlæg, så siden da er der kommet et par indlæg om andre emner. Men bloggen hedder rent faktisk Support til Bo (og det er jo altid rart at få) og første indlæg i bloggen handler om.. ja.. lille mig.

Behøver jeg fortælle at jeg blev rørt? Forfatteren bag det smukke indlæg er min kære veninde, Marianne. Som i kan se i hendes indlæg har jeg lært hende at kende gennem min ven Jesper, som er kæreste med hende. Og hold op hvor er jeg glad for at have lært hende at kende. Jeg ville gerne skrive en masse om hende men hun er kommet mig i forkøbet, så istedet vil jeg henvise til hendes eget indlæg om hende selv. Der er lige et par ting jeg bliver nødt til at udpege i indlægget dog. For selvom hun skriver at hun kan være bestemt og har temperament, så har jeg heldigvis ikke oplevet det. Okay, måske har jeg oplevet hende være bestemt, men ellers har jeg kun oplevet hende som den søde, rare og omsorgsfulde Marianne som jeg holder rigtig meget af :-)

Så lad være med at tro på hende når hun skriver hun ikke kan være blid og artig - hun kan godt når hun vil. Undtagen når hun driller mig med mit hår :-(

Nu håber jeg bare ikke at hun bliver skuffet over at jeg ikke kan skrive mere om hende. Men det er jo umuligt at hamle op med den smøre hun har fået fyret af om mig. Så jeg vil nøjes med at sige tak for det flotte indlæg til mig.

Hov og så vil jeg da egentlig også lige linke til det sidste indlæg der pt. er på hendes blog. Her viser hun sig fra hendes mest kreative side og leverer en gribende, episk fortælling om en tomatplantes storhed og fald. Vær klar på at komme hele følelsesregisteret igennem når i læser det.

Tour top 10 del 2

Så blev det tid til de øverste fem placeringer på min lille liste over favorit ryttere i Touren.

#5 Jens Voigt
Hold: Crédit Agricole og Team CSC m.fl.
Kendetegn: Et temmelig godt engelsk for en tysker
Begrundelse: Jeg glæder mig altid til at se Jens Voigt i Touren. Ja okay måske har det noget at gøre med at hans efternavn ligger tæt på mit eget i udtale, men han er stadigvæk en underholdende rytter der ofte tager ud på nogle sindssyge togter. Det er ikke altid det lykkes – det er faktisk sjældent det lykkes for Jens Voigt i betragtning af hvor ofte han er i udbrud – men det er altid underholdende.

#4 Laurent Jalabert
Hold: Once og Team CSC
Kendetegn: Holder sig langt væk fra politimænd med kameraer
Begrundelse: Hvad kan man sige om ham? Ganske enkelt en fantastisk underholdende rytter. Nu kan jeg bedst huske ham for hans tid hos CSC, men her var han yderst angrebsivrig og lavede mange store udbrud. De gav ham flere etapesejre i touren samt to sejre i bjergkonkurrencerne. Og så er det jo ret sejt at han både har vundet den grønne og den prikkede trøje to gange.

#3 Carlos Sastre
Hold: Once og Team CSC m.fl.
Kendetegn: ”A sut”
Begrundelse: En lille gut med et stort hjerte og en cykelrytter lige efter min smag. Han vinder måske aldrig Touren, men der er ingen tvivl om at hans forsøg på at vinde den er yderst underholdende. Han har haft flere mindeværdige etapesejre i Touren og en masse andre forsøg på etapesejre. I 2006 blev han nr. 3 samlet hvilket er fantastisk flot for en bjergspecialist som Sastre. Hans mest mindeværdige etapesejr må være den i 2003, hvor han kørte over mål med en sut i munden. Hvad der gjorde det endnu bedre var da Claus Elgaard dagen efter spurgte ” Do you have a sut in your pocket today?”. Det er altid fedt når Claus Elgaard er til grin.

#2 Michael Rasmussen
Hold: Team CSC og Rabobank
Kendetegn: Blev smittet af Bjarnes mæslinger
Begrundelse: På en gang gav han mig en af mine største oplevelser i touren, men samtidig også en af mine største skuffelser. I 2007 så jeg hans episke togt på 16. etape på en bar i Bruxelles sammen med en kammerat, en masse god øl og en bartender der kunne meget lidt engelsk. Det var jo helt fantastisk at opleve sådan en begivenhed i det cykelgale Belgien. Bartenderen sagde efter etapen noget i retning af ”Rasmussen on drugs, but everybody in the Tour on drugs”. Og måske havde han ret, for dagen efter hev Rabobank som bekendt Michael Rasmussen ud af Touren. ØV for en nedtur.

#1 Bjarne Riis
Hold: Gewiss-Ballan og Telekom m.fl.
Kendetegn: Fråde i mundvigene og en medalje fra de nordiske mesterskaber i cykelkast for mænd
Begrundelse: ”KYS TIL BJARNE – KYS TIL DANMARK”. Åh hvor var det dog en fantastisk sommer at være sportsgal. Godt nok var Danmarks bidrag til EM i fodbold ret pinligt men Bjarnes sejr og senere håndboldpigernes OL-medaljer opvejede det til fulde. Det var endda en rigtig overbevisende og flot sejr som Bjarne fuldførte. Nu havde man i flere år været vant til at Indurain som sejrherre med en kedelig kørestil hvor han udelukkende satsede på at forsvare sig i bjergene og vinde på enkeltstarterne. Her kom så en rytter der både turde og formåede at angribe Indurain i bjergene. Jeg var med mine forældre i København og tage imod Bjarne da han kom hjem fra touren. DET var også en fantastisk oplevelse.

Tour top 10

Nu starter Tour De France snart og jeg glæder mig som et lille barn. Godt nok er Touren blevet skæmmet af de mange dopingsager igennem årene, men jeg er et eller andet sted ligeglad. Som en lille optakt til Touren, har jeg lavet en top 10 over de ryttere der har underholdt mig mest igennem årene. Det er altså ikke en liste over hvilke ryttere der er de bedste, hurtigste, smukkeste eller noget andet. Det er udelukkende underholdningsværdien jeg er gået efter. Jeg har heller ikke taget spor hensyn til på hvilken måde deres præstationer er opnået. Nå ja og jeg har ikke set særlig meget Tour De France fra før perioden omkring 94-95 - nu skulle min ryg vist også være dækket ind så :-) Her er de fem første og så kommer de fem næste en af de næste par dage. God fornøjelse.

#10 Joseba Beloki
Hold: ONCE-Eroski m.fl.
Kendetegn: Kronisk asfalteksem
Begrundelse: Jeg har som oftest haft mere sympati for udfordrerne end for mestrene i Tour De France. I det her tilfælde var Beloki det store håb der skulle slå Armstrong af pinden som mester, ligesom man altid håbede at Tony Rominger ville slå Miguel Indurain. Det skete aldrig og efter Belokis grimme styrt i 2003, kom han aldrig rigtig igen.

#9 Jakob Piil
Hold: Team Acceptcard, Team CSC, T-Mobile
Kendetegn: Uheldig når det virkelig gælder
Begrundelse: Det er ikke fordi han har haft mange sejre, men nu er han jo fra hjembyen og har gået på min gamle skole, såååå. Men han var en yderst angrebsivrig rytter og en stor sejr har han da haft eftersom han vandt en flot etapesejr i 2003 over Fabio Sacchi. Desværre husker man ham også for hans uheld i 2002 hvor han på en etape lå til at vinde, men desværre hoppede hans sko ud af pedalen og han måtte tage til takke med en 3. Plads.

#8 Mario Cipollini
Hold: Mercatone Uno, Saeco og Aqua & Sapone m.fl.
Kendetegn: En helvedes bunke løvebamser og en mærkværdig fobi for bjerge
Begrundelse: Den eneste rigtige sprinter på denne liste og måske også en af de mest excentriske ryttere nogensinde. Dengang brød jeg mig ikke om det, men set i bakspejlet er det et eller andet sted lidt cool at han så sig selv som værende for stor til at køre i bjergene. Det pis gad han ikke. Lige så snart det gik lidt opad, så stod Super-Mario af. Og det var jo ikke fordi han ikke kunne, det var bare under hans niveau at køre med grupettoen hjem.

#7 Marco Pantani
Hold: Carrera og Mercatone Uno
Kendetegn: Pirattørklædet
Begrundelse: Her er rytteren der ikke burde kunne vinde Tour De France, men alligevel gjorde det i 1998. En decideret bjergrytter der ikke ligefrem var fantastisk enkeltstartsrytter og alligevel formåede han at vinde samlet over kedeligfærgen fra Rostock også kendt som Jan Ullrich. At han samtidig også vandt Giro d’Italia samme år, gør jo kun hans præstation endnu mere mindeværdig. Desværre er han ikke iblandt os længere.

#6 Jesper Skibby
Hold: TVM og Memory Card-Jack & Jones
Kendetegn: Gadedrenge attitude og en fantastisk optimisme
Begrundelse: Skibby er den eneste dansker der har vundet etaper i alle de tre store etapeløb og det alene gør ham jo temmelig sej. Han har dog kun vundet en etape i Touren en enkelt gang men han har alligevel en plads på denne liste pga. alle hans forsøg på at vinde sejre. Desuden har han også en plads på listen pga. alle hans herlige interviews. Hvem kan glemme dengang han fortalte om at han håbede bjergene flyttede sig i løbet af natten eller da han spurgte om Bjarne Riis iført bjergtrøjen havde fået mæslinger.

Grrrroooooooooovyyyy

Jeg burde være bedre til at opdatere denne blog, men jeg synes at specialet efterhånden tager så meget af min tid, så jeg ikke rigtig har lyst til at skrive her også.

Men nu gør jeg mig i hvert fald et forsøg. Som sagt optager specialet mig meget i denne tid. Heldigvis kan jeg da finde lidt tid til at se EM-fodbold og jeg har også haft tid til at gense en fantastisk tegnefilm-serie fra 90'erne: EARTHWORM JIM!

Jeg er nok et par år eller 15 for gammel til at jeg burde synes at serien er sjov. Men jeg kan ikke stå for den muterede regnorm i det funky og smarte rum-kostume. Serien har et fantastisk figurgalleri der foruden den karismatiske dræber-regnorm bl.a. består af hans venner Peter Puppy, Snott og Princess Whats-her-name. Men de fedeste figurer finder man blandt skurkene hvor der bl.a. er Queen Pulsating, Bloated, Festering, Sweaty, Pus-filled, Malformed, Slug-for-a-Butt samt Bob the Killer Goldfish (fra La Planeta de Agua (Arriba!)) og Professor Monkey-For-A-Head (og ikke mindst Monkey Professor-For-A-Head).

Serien er muligvis mest af alt henvendt til en yngre målgruppe, men er meget glad for den da den indeholder en masse absurd humor, referencer til film og anden populærkultur samt en del stikpiller til selvhøjtidelige superhelte. Herunder er en video med den fantastiske intro og den smukke kendingsmelodi. Enjoy.

Earthworm Jim intro
Sendt af bangayo

Jeg hylder Bonanza

Hvis i ikke allerede har gjort det, så se at komme forbi Bonanza på DR.dk. Det er et overflødighedshorn af gode gamle DR-programmer som er stemt ind af seerne selv. Programmerne er lagt ud i deres fulde længde og man finder både børne-tv, dramaserier, underholdning, sport og meget mere. Selv har jeg fået genset alle afsnittene af Dahlgårds Tivoli og har også fået set Valomanden igen.

Nu er jeg så begyndt at se Een gang strømer med Jens Okking i hovedrollen. Det er en helt fantastisk serie der sagtens kan tåle gensyn selvom den har et par år (eller 21) på bagen. Jens Okking spiller en tidligere politimand der bliver rodet ud i en større kriminalsag. Jeg har ikke fået set så meget af serien endnu men jeg var helt solgt da man ser Jens Okking hælde to portere op i termokanden så han er klar til dagens arbejde i lufthavnens paskontrol. Her opstår følgende dialog efter Jens Okking har hældt "kaffe" op i koppen (frit citeret efter hovedet):

Kollega: Hør giver du ikke en kop kaffe?
Okking: Hva? Øh nej, der er ikke mere tilbage....... og den er også blevet kold.
Kollega: Jeg fatter ikke at du ikke får tyndskid af al den kaffe du drikker
Okking: *Tager en slurk fra koppen* Det er en vanesag *bøvser*

Fantastisk.

Dræber-gople, my ass

Er jeg den eneste der er træt af dyr der bliver betegnet som dræbere uden at de er det? Jeg kom til at tænke på det efter at have læst en artikel på BT's webside med overskriften Dræber-gople hærger i danske farvande. Når man sådan umiddelbart læser overskriften tænker man "uha-da, så må man hellere passe på". Men læser man nærmere i artiklen ser man at: Goplen er, trods sit navn, ikke farlig for mennesker. HALLO! Så er det altså ikke en dræber-gople. Bare fordi den er lidt farligere end alle mulige andre gopler gør den ikke til en dræber. Begrebet er så udvandet efterhånden. Vi har også dræbersnegle. Ja uha, de kan gøre skade på vores salat. Sikke en dræber. Hvad bliver det næste? Dræber-egern??

Min bøn til medierne, eller hvem der nu giver dyrene disse latterlige betegnelser, er at de må holde op med at bruge betegnelsen "dræber" om alle mulige tilfældelige dyr. Kun hvis dyret er i stand til at slå et fuldvoksent menneske ihjel er der tale om en dræber. FAKTUM!

Bra svensk dödsmetall

På lørdag er det blevet tid til endnu en koncert for mig. Det betyder at 2008 bliver et rekord-år for mig hvad angår koncerter. Jeg kan i hvert fald ikke huske at jeg har været til flere koncerter i løbet af samme år. Rekorden bliver cementeret i August når jeg skal se Volbeat i Odense igen. Muligvis gemmer der sig senere på efteråret også en koncert med tosserne fra Illdisposed, men nu må vi se.

På lørdag gælder det de svenske dødsmetal-stjerner fra Entombed. De har eksisteret i godt 20 år og må siges at være legender blandt dødsmetal bands. Med årene er de blevet lidt blødere i det og deres stil gik mod slutningen af 90'erne over mod noget der kunne betegnes som dødsrock (eller death'n'roll om man vil) snarere end dødsmetal. I hvert fald var de i denne periode meget inspireret af klassisk rock'n'roll og blues. Det har nok jaget en del af deres tidlige fans væk, men det var pga. dette stilskifte at jeg selv fik ørerne op for dem.

Selvom Entombed er gamle i faget, så slår danske Artillery dem dog. De startede helt tilbage i 1982 og er stadig igang. Dog holdt de en pause i årene mellem 1991 og 1998. På trods af deres danske rødder ved jeg ikke så meget om dem. Jeg har dog i anledning af koncerten fået hørt lidt af deres bagkatalog og glæder mig meget til at se dem live - også selvom de ikke er hovednavnet. Det sidste band der er med til koncerten hedder Unbelief. Jeg må indrømme at mit kendskab til dem er lig nul, så det bliver spændende at høre hvad de er for nogen.

Entombed (MySpace)
Artillery (MySpace)

Misforståede fritidsinteresser

På Facebook er jeg tilmeldt en gruppe der hedder "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it!". Den første del af navnet på den gruppe passer fint på mig mens den anden del nok lidt er en løgn. For jeg elsker ganske vist den amerikanske showbrydning men det er ikke ligefrem det jeg først fortæller folk om når jeg møder dem. Det tog mig også al min viljekraft overhovedet at tilmelde mig gruppen.

Jeg kan ikke svare på hvorfor jeg synes det er pinligt at fortælle om. Jeg ved ikke hvorfor jeg har følt mig som en teenager der skal købe en pornofilm de gange hvor jeg har købt wrestling DVD'er inde i Axel Music. Men det hænger nok sammen med at andre mennesker der ikke har den samme interesse i wrestling har så svært ved at forstå ens entusiasme for det. Det gør det heller ikke nemmere at jeg i forvejen har så mange andre misforståede fritidsinteresser (deriblandt floorball og metalmusik). De fleste ser bare wrestling som værende noget hvor halvnøgne mænd leger at de slås mod hinanden. Og det er egentlig ikke en interesse man ønsker at blive forbundet med når man som jeg er heteroseksuel mand. Det er nok lidt for omfattende at begynde at skrive om hvad min fascination er i denne pseudo-sport, men det kunne måske være grundlag for et nyt blogindlæg.

Selvom jeg tit har været lidt pinlig over denne interesse, så tænker jeg også at det egentlig kan være ligemeget hvad andre folk synes om det. Rundt omkring i verden sidder der sikkert mennesker med mærkeligere fritidsinteresser og jeg skader jo ingen ved at se wrestling og læse om det. Nu har jeg i det mindste kommet frem med min obskure interesse for både Facebook venner og blog-publikum så jeg kan sige "I Love Pro Wrestling, and I'm not afraid to admit it anymore!"

Tag dig nu sammen, Bo!

Overskriften kunne måske antyde at jeg trænger til at hanke op i mig selv angående specialet. Det gør jeg måske også, men det er nu ikke det som indlægget handler om.

I morges skulle jeg som sædvanlig mod Odense i toget på Svendborg banen. Jeg havde derfor taget fire stk. gratis aviser til at fordrive ventetiden. Jeg satte mig ned, åbnede den første og lagde de tre andre på et lille bord foran mig. Efter ganske kort tid kommer der en dame hen og spørger: "Må jeg kigge i en af de gratis aviser der?". Egentlig havde jeg mest af alt lyst til at sige nej, men jeg kan høre mig selv fremstamme et "øøøh jooow". Det i sig selv bevidner jo om at jeg er konfliktsky og ikke tør sige hvad jeg har lyst til.

Men det bliver værre endnu. For "EN avis" betyder tydeligvis ikke det samme i 5700 Svendbronx som det gør der hvor hende damen her kommer fra. I hvert fald forsvinder mine tre aviser som dug for solen og lille Bo sidder lamslået tilbage uden at sige et ord. Jeg blev sur, jeg blev faktisk rigtig sur. Ikke så meget over at hun tog de aviser. Fuck da dem. Men jeg blev irriteret over at jeg ikke sagde et ord til hende. Jeg sad bare der og lod hende gøre det. Men jeg vil da håbe hun fik glæde af de aviser. Næste gang der er en der spørger om de må se i en af mine aviser, må jeg hellere spørge om de rent faktisk mener EN avis!

God is great, Satan is super

I min research af applikationer til Facebook faldt jeg over dette kuriosum.

Min hyldest til Knight Rider

For et stykke tid siden valgte jeg at investere i en Knight Rider dvd-boks. Den indeholdt første sæson af dette levn fra 80'erne. Jeg var dog lidt bange for at min begejstring for at have købt serien udelukkende skyldtes et eller andet nostalgi trip. Men denne bekymring varede kun lige indtil jeg smed første dvd i afspilleren.

For hvor er det dog en herlig serie. Det er ikke noget kunstnerisk stort mesterværk og man kan sagtens pille en masse ting ud fra hvert afsnit som ikke rigtig holder. Men serien indeholder så meget charme og spændende historier, at man egentlig er ligeglad med at det ikke giver mening at KITT kan hoppe over forhindringer uden en rampe. Nå ja, måske skylder jeg lige at sige at KITT er bilen i serien - til de der enten ikke har set serien (skam jer) eller bare ikke kan huske det.

Så hvis du får chancen for at se Knight Rider igen så grib den. Hvem ved, måske kører den på tysk TV? De er jo kendt for at være tossede med The HOFF dernede. Og det er jeg egentlig også.

Ah, summer, what power you have to make us suffer and like it.

Russell Baker er manden bag ovenstående citat som jeg synes er meget passende for tiden. Jeg har tidligere været en af de personer der ikke er specielt vild med sommeren. Jeg har ikke som sådan hadet sommeren, men efteråret kunne i hvert fald ikke kommet hurtigt nok for mit vedkommende, når kalenderen viste juni, juli og august. Men når man tænker over at alternativet er regn, slud, kulde og andre ubehageligheder, så er svedeturene og de brankede skuldre pludselig ikke så slemme alligevel.

Selvom jeg har nydt det gode Pinse-vejr (ja også udendørs :-)), så har der alligevel været tid til et lille fremskridt i mit projekt om at se klassiske film. Men først er det måske på sin plads at forklare konceptet. Det er egentlig såre simpelt: Se en masse film der er blevet lavet før jeg blev født (1980). Det skal helst være film der bliver betegnede som klassikere og gerne nogle der er at finde i bogen 1001 film du skal se før du dør.

Nu har jeg også fået set The Dirty Dozen (1967) som desværre ikke er at finde i bogen, men den er nu ganske god alligevel. Hvis man kan lide 2. Verdenskrigs film af den gamle skole, så er denne film bestemt værd at se. Lee Marvin, Charles Bronson, Telly Savalas og NFL-legenden Jim Brown er blandt navnene der optræder i filmen. Den handler om tolv soldater der er faldet i unåde i hæren og står til lange fængselsstraffe eller dødsstraf. De får en udvej da den amerikanske hær vil sende dem på en svær (umulig) mission bag fjendens linjer. De næste film på programmet er For a Few Dollars More (1965) og Rio Bravo (1959).

Hvad skal man gøre...

...hvis man har en sang der sidder fast på hjernen? Bliver man ved med at spille den til man er ved at kaste op over den? Eller skal man bare give det tid, så man glemmer den? Eller skal man forsøge at finde et andet nummer der kan skubbe det gamle væk?

Jeg har haft en sang på hjernen hele dagen men det gør mig egentlig ikke så meget, for jeg synes det er rigtig godt. Nummeret er Eagles of Death Metal - Don't speak (I came to make a bang) som kan høres i den nye (og i øvrigt fantastiske) Nike reklame. Faktisk er det kun lige ordene i starten: Don't move, don't speak even whisper som jeg har fået på hjernen sammen med omkvædet. Ja, det er lidt mærkeligt, men i det mindste er det et godt nummer jeg har fået på hjernen og ikke et irriterende dårligt nummer som BARE ikke vil forsvinde.

Nå men med dette blog-indlæg har jeg faktisk også fundet ud af noget nyt. For i kommentarerne til det ovenstående Youtube link står der at det er Madonnas mand, film instruktøren Guy Ritchie, der har instrueret reklamen. Han har lavet to af mine yndlingsfilm i Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch. Ja, ja hvem var det der sagde at Youtube kommentarer var det mest hjernedøde i verden? Okay det var vist egentlig mig selv.

Projekt: Se en masse film

Jeg har længe gået og brygget med tanken om at få set en masse klassiske film. Efter jeg fik bogen 1001 film du skal se før du dør i julegave har jeg tænkt på at få udfyldt nogle af de huller jeg mangler. Jeg får nok aldrig set alle de 1001 film, men der er en del film som man bare SKAL se og som jeg aldrig har fået set.

En af de 1001 film jeg langt om længe HAR fået set er 12 Angry Men (1957). Filmen handler om en retssag hvori en ung mand er beskyldt for et mord på sin far. Sagen er klokkeklar og det virker som en formsag at få dømt ham skyldig. I den efterfølgende votering fra juryen er der dog en enkelt mand der vælger at tro på drengens uskyld, selvom han står alene mod 11 andre. Resten af filmens handling udspiller sig omkring de opildnede diskussioner der opstår i det steghede lokale hvor juryen opholder sig i.

Det er imponerende hvor meget instruktøren har fået ud af denne film med så enkle virkemidler. Størstedelen af filmen foregår kun i dette lille lokale og handlingen består kun af de samtaler der foregår mellem jurymedlemmerne. Det betyder dog at man får en god indsigt i de enkelte personligheder. Jeg vil ikke sige så meget mere om filmen andet end at jeg vil give den mine varmeste anbefalinger.

Mmm kage

Indsæt selv en finurlig overskrift her

Mit hovede fungerer slet ikke idag. Jeg frygter hvordan resten af dagen skal gå, for i løbet af den halvanden time jeg har været vågen har jeg lavet så mange mærkelige ting, så det halve kunne være nok. Så det her bliver nok også bare et kedeligt standard indlæg uden små morsomheder og sproglige krummelurer. Jeg er bange for jeg forstuver et eller andet hvis jeg begynder på det.

Jeg fatter ikke at det billede fra HateSphere koncerten som jeg indsendte til bloggen igår blev så dårligt. Det så okay ud på min telefon. Nå, men det slørede billede stemmer egentlig meget overens med den synsvinkel jeg havde igår. Anyway, så forestiller billedet en stiv færing der sover under koncerten.

Men det var tre fede koncerter. Jeg havde ingen forventninger til Stilhed og Burning Skies der lagde ud, men de gjorde det rigtig godt. HateSphere var dog højdepunktet. Der var en fantastisk energi og den nye forsanger gjorde det fremragende.

Nå ja, og så hilste jeg faktisk på HateSpheres bassist før koncerten. Han kom pænt hen og gav hånden til nogen af os på bagerste række. Det sjove er så at jeg ikke fattede han var med i bandet. De har skiftet meget ud i bandet i løbet af det sidste år, så jeg kunne ikke lige genkende ham. Flot Bo.

Godt sovehjerte

Hvis man kan sove under en dødsmetal koncert, så kan man sove alle steder

Hygge med CL bold

MobLog amok

Jeg vil lige give debut til min mobile blog. Det er meget smart, så kan man lige skrive mens man keder sig i toget. Man kunne også opdatere med et sjovt billede man havde taget ude i det virkelige liv. Nå, men i virkeligheden har jeg intet spændende at skrive, så jeg vil nøjes med at takke Kristine for at vise mig hvordan man MobLogger :-)